Lyden af Avatar: 3D-film og surroundlyd som et umage par

Billedets 3 dimensioner

På en måde har filmens levende billeder altid været i 3 dimensioner. Således har film, der ikke benytter sig af 3D-teknologi, alligevel mange træk, der gør, at vores hjerner umiddelbart forstår, at Sigourney Weaver står foran træet og ikke bagved, eller at den ene Na’vi er længere væk end den anden – selv hvis en film som James Camerons Avatar fra 2009 ikke ses i 3D. 3D-teknologien forstærker blot oplevelsen ved at overdrive den dybde, som afstanden mellem vores øjne normalt tilføjer vores syn. Dette gælder ikke mindst ting og personer, der er tæt på betragteren.

Surroundlyden

Ret beset – eller hørt – har også biografens lyd haft dybde, lige siden filmen tilbage i slutningen af 1920erne blev med lyd. For enhver lydoptagelse giver en oplevelse af nærhed eller afstand til det hørte. Med andre ord er lyden født med den dimension, som 3D-teknologien forstærker ved det visuelle. Men hvad så med surroundlyd?

I praksis har den akustiske ramasjang i form af surroundlyd i mindre grad handlet om at give dybde til de ting, som vi hører foran os, end om at strække filmens univers ud i biograftilskuerens fysiske rum og rundt om tilskueren. Det er sket ved at benytte højtalere langs siderne og bagved tilskueren, ligesom subwoofers har fået lyden til at forplante sig som fysisk begivenhed til stolesæderne.

Dybde, nærhed og det usynlige

Mens den visuelle 3D-teknologi giver dybde til mennesker, ting og bevægelser foran os og kan trække ting tættere på, er surroundlyden også omkring os. Det gør, at 3D-teknologi ikke nødvendigvis medfører mere surroundlyd – i hvert fald ikke den fulde pakke med lyd frem og tilbage langs væggene. For med 3D-teknologi sker de visuelle hændelser stadig foran os, om end undertiden tættere på end normalt, hvorfor lyden også ofte befinder sig der. Det er overordnet således, at det først er, når ting bliver usynlige, at de kan fare langs væggene i form af lyd. Det er først, når ting eller levende væsener forlader den 2-dimensionelle skærm eller det 3D-rum, der svæver foran vore tofarvede briller og øjne, at lyden bevæger sig omkring os i biografrummet.

Det spektakulære rum

I praksis signalerer surroundlyd altså ankomster og afgange, bevægelser ind og ud af det synlige rum, ligesom den giver liv til den del af verden, vi ikke ser, men som vi alligevel hele tiden er opmærksomme på. Når Sam Worthingtons avatar bevæger sig gennem Pandoras urskov, giver surroundlyden liv til skoven. En pludselig lyd kan også gengives i fuld surround, i hvert fald lige indtil kameraet drejer eller et billedklip viser os det, der forårsagede lyden. Så snart lydens årsag bliver synlig, tæmmes den af det rum, som den visuelle 3D-boks dikterer. For hvis avataren ses i forstærket 3D foran vores måbende øjne, så nytter det ikke noget, at lyden af den fiser rundt nede bagest af salen. Det ville ikke være spektakulært men snarere forstyrrende for vores oplevelse af filmens rum.

Det umage par

Således er surroundlyd og 3D-teknologi, også i tilfældet Avatar, et umage par, der henter deres styrke ved at komplementere hinanden. Velkommen i den audiovisuelle rutsjebane!

Birger Langkjær

“I morgen om et år”

er titlen på Hotel Pro Formas seneste multimediale forestilling om Darwin, en såkaldt electro opera med musik af den svenske electro-pop duo The Knife. Charles Darwins hovedværk Arternes oprindelse udkom for 150 år siden, og det har været anledningen for Hotel Pro Forma til en kunstnerisk udforskning af Darwins evolutionsteori. Hotel Pro Forma har under ledelse af Kirsten Delholm siden 1985 udviklet et konceptteater gennem en tværmedial, kunstnerisk udforskning på tværs af genrer som fx. teater, performance, billed- og installationskunst, lyd, musik og musikdramatik  -- i de senere år kombineret med en markant brug og æstetisk udforskning af nye digitale teknologier. “Hotellet” arbejder som et laboratorium hvor hvert projekt og eksperiment gennemføres med nye kunstneriske personkonstellationer af forfatter, librettist, komponist, scenograf, koreograf, dansere, performere osv. Hotel Pro Formas produktioner er således svære at rubricere -- men man kunne kalde dem for “Gesamtkunstwerker”, hvori alle kunstarter eller medialiteter er i spil i et ikke fastere defineret hierarki. Siden 90´erne er tendensen dog at lyd, musik og stemmer har indtaget en stadig mere central position i værkerne.

Dette gælder i høj grad for forestillingen I morgen om et år (premiere på Det Kgl. Teater d. 2.9.2009, opført i Musikhuset i Århus d. 27.-28.11.09), som Hotel Pro Forma selv kalder en elektro opera på sin hjemmeside http://www.hotelproforma.dk/side.asp?side=2&id=438

Se også klip fra forestillingen på YouTube

Betegnelsen Gesamtkunstwerk forbindes ofte med Richard Wagners musikdrama, især hans tetralogi Der Niebelungen Ring. I den fuldførte Wagner sit hovedopgør med den traditionelle “nummer”opera-genre, idet han i Ringen arbejdede med flg. princip: dramaet skal foregå i musikken eller orkestret -- resten, dvs. tekst/lyrik, billeder/scenografi og bevægelse/dans skal indordne sig det musikalsk-dramatiske, og der må ikke være “stop” i musikken eller mellem enkelte sang”numre”, hvorimod der skal være een sammenhængende og evig orkestermelodi -- lig verdens uendelige “melodi”.

Dette princip kan også siges at være i brug i Hotel Pro Formas nye forestilling, idet The Knife´s elektro-akustiske musik- og lydspor etablerer en “evig orkestermelodi” eller snarere et uendeligt lydligt erfaringsrum, hvorigennem vi hører lyden af verdensarternes evige evolution og forandring, dynamik og spring.

Listening and Voice -- Phenomenologies of Sound

er en bog skrevet af den amerikanske filosofiprofessor Don Ihde, opr. udgivet i 1976, nu genudgivet i en revideret version i 2007. Don Ihde er især kendt inden for medie- og informationsvidenskabelige kredse for sin forskning i relationen mellem krop og teknologi, men i denne bog fremskriver han -- med basis i Husserl og Heidegger -- fænomenologier for vores auditive perception og oplevelse af verden, idet han explicit anerkender vores perceptions hypersensoriske og multimediale sammensathed. Don Ihde´s begreb om “voice” er særdeles bredt: alle verdens fænomer, dvs. ting, dyr, natur, artefakter og mennesker (samt Gud!) har eller får lyd, når de bliver sat i bevægelse af mennesker eller af naturen, og i den forstand har de alle en “stemme” -- mennesker sågar en ydre som en indre - hvorigennem vi lyttende kan opleve og erfare tingenes overflade, form, materialitet og “indre”.

I morgen om et år gennemspiller arternes tid og forandring over tid og i rum i et stærkt koncentreret, flerstemmigt og polyfont forløb -- det som netop lyd og musik kan gestalte. Lyden af forskellig tid artikuleres på scenen af den historiske musik- og stemmetradition, nemlig af en operasyngende mezzosopran, af en moderne mandlig pop-rock sanger samt en almindeligt syngende kvinde performer. Disse tre stemmer synger ind i en stor og sammensat “orkester”lyd genereret og afspillet elektronisk, komponeret af The Knife med elementer og materiale fra alle ender af verdens lyd og i en stil- og tidsmæssigt kaotisk, støjende sammensathed: optagede naturlyde fra bl.a. Sydamerika, støj og scratch , minimalistisk enkle og unisone melodier, tromme- og percussionbeats m.m. i een uendelig, men meget heterogen “orkestermelodi”, som kun undtagelsesvis samles med de levende og performative stemmer og harmoniseres i et “nummer” eller et hit. Lyd- og musiksporet artikulerer et stort virtuelt lydrum eller soundspace, som har indarbejdet al verdens lyd, “stemmer” og soundscapes.

Visuelt opererer forestillingen med en fantastisk smuk og avanceret scenografi, hvori alle midler og teknikker tages i brug: laserlys og lyskunst, digitale billeder projiceret op på en halvgennemsigtig skærm  hvorpå håndskrevne sætninger fra “operaens” libretto og håndtegninger løbende skrives og tegnes frem, mens tableauer og rekvisitter bliver farvebelyst i røg og damp -- kort sagt alt fra scene-, billed- og installationskunstens gamle og nye tricks og teknologier. Dertil kommer dansernes mærkværdige bevægelser og udklædninger -- ligeledes heterogene og påfaldende i deres forskellighed fra ballet til breakdance.

I løbet og især i sidste del af forestillingen sker der det forunderlige, at den uendelige lydstrøm eller det virtuelle soundspace, som er stærkt ekspressivt, stort og heftigt og med markante udtryksskift, får en hypnotiserende, nærmest søvndyssende effekt. Det er som om den overvældende lydlige “omfavnelse” og oplevelse af en skjult genetisk verden af evige forandringsprocesser lukker så meget op for vores indre forestillinger, at øjnene begynder at lukke af og i for de mange og vanvittigt flotte begivenheder på scenen. Det sædvanligvis logisk-sproglige  og billedlige meningsunivers overdøves af det lydligt virtuelle og imaginære, dvs. at tilskuerne bliver til tilhørere i salen og kun tilskuere til deres egne imaginære aktivitet via lytning til de scenefysiske menneskelige stemmer og de mange andre “stemmer” i det store lydbilledes drama. Trangen til at lukke øjnene og glide helt væk og ind i lyden og musikken bliver næsten ustyrlig.

Sådan ender dramaet (om evolution, evig forandring og arternes oprindelse) næsten hvor det hører hjemme ifølge Richard Wagner: i musikken og i en “evige orkesterstemme”, men eftersom Hotel Pro Forma ligegodt har meget mere visuelt til sin rådighed end Wagner havde, lykkes det her at holde også øjnene åbne for skønheden af billeder, dans og scenografi på scenen -- som  parafraserer og styrker dramaet om ryk, beats, puls, rytmer, forandringer og former over tid og i samtidighed. Men gennem The Knife hørt som et sammenkomponeret soundspace i tid og rum.

I øvrigt begyndte hele forestillingen med lyden -- længe før scenetæppet var gået op.

“Happy New Ears!”

var den amerikanske komponist og performer John Cage´s nytårsønske til os som lyttere: at vi skulle opleve verden  på ny gennem lyd og mellem ørerne! Gennem sin egen kompositoriske og performative praksis ville han frisætte lytteren fra alle kulturens konventionelle forestillinger om, hvad “musik” er og hvad den kan betyde. Det gjorde han bl.a. ved selv at arbejde med al slags lyd som kompositorisk materiale -- også den tilfældige eller “naturlige” lyd der måtte findes og opstå omkring og i os. Alt var gyldigt og værd at lytte til som “stemmer” i det store “verdensorkester”.

Godt lytteår!

Ansa Lønstrup

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink