Hør lyden – sig navnet

I december måned offentliggjorde brandingeksperten Martin Lindstrøm (der selv er blandt verdens 100 mest magtfulde mænd) en liste over verdens mest magtfulde lyde. Hele 6 forskere har ifølge Lindstrøm selv været i gang med at lave den neurovidenskabelige undersøgelse, der en gang for alle skulle afsløre, hvilke lyde der påvirkede os mest. Der blev, som man vil kunne høre i interviewet fra tv 2 den 4. december 2009, anvendt så videnskabelige metoder som EEG, undersøgt pupiller og målt mængden af sved i håndfladerne for at klarlægge hvilken lyd, der var den mest magtfulde.

http://video-dyn.tv2.dk/index.php/id-28038027.html

Og de ti mest magtfulde lyde var:

−       babylatter,

−       mobiltelefonens vibrator,

−       lydene af tasterne fra en hæveautomat,

−       den amerikanske nationalmelodi,

−       sodavand der hældes op i et glas,

−       bøf der steger,

−       cigaret der tændes og inhaleres,

−       Mendelsohns Bryllupsmarch,

−       Hail to the Chief, (march der spilles i forbindelse med præsidentens optræden)

−       When You Wish Upon a Star

Lindstrøm fortæller selv om undersøgelsen, at vinderen − babylatter – er tegn på, at vi stadig er mennesker. Således beroligede kan vi så læse, at babylatter virkede stærkere på kvinder end på mænd, idet babylatterlyden er integreret i den kvindelige hjerne. Om det betyder at kvinder er mere mennesker end mænd ved jeg ikke – men vi lader lyden stå et øjeblik!

Lindstrøm mener, at der ikke er store forskelle på danskere og amerikanere. Det kulturlige er ikke noget som Lindstrøm beskæftiger sig med. Nej, det er de lyde, som går bag om ryggen på os, han er interesseret i.

Hvorfor så opregne de mest magtfulde lyde i verden? Jo de kan jo bruges som brand. Som akustiske punktummer, der med en lyd kan få os til at tænke på et bestemt produkt. Og kan man definere dem, kan man komme til at eje dem.

Og det interessante er, at Lindstrøm ifølge et interview er ved at brande netop den lyd, som undersøgelsen identificerer som verdens mest magtfulde. Dvs. at vi når vi i fremtiden hører babylatter, skal tænke på et bestemt produkt. Det bliver spændende at følge med i, hvad vi skal forbinde med lyden? Desværre kan Lindstrøm ikke røbe, hvilket firma vi skal tænke på, men et whiskymærke er det næppe.

Heller ikke lyden af en sodavand der hældes op er brandet endnu. Lindstrøm mener denne lyd vil komme til at tilhøre Pepsi eller Coca Cola. Måske er danskere og amerikanere ens – og så alligevel. Facebookgruppen “Lyden af en øl, der knappes op” har 18.000 fans. Gad vide om de vil acceptere, at Pepsi eller Cola skal forbindes med den lyd?

Og så er der lyden af bøf. Martin Lindstrøm udtaler: »Det er en af de mest uudnyttede lyde i verden i forbindelse med branding. Over de næste fem år kommer der til at ske noget i medierne, således at man vil forbinde en bestemt stegende bøf-lyd med for eksempel Burger King. Når man et niveau, hvor man ejer den lyd, så når man også et niveau, hvor folk ikke blot tænker på, at de bliver sultne, når de hører den lyd, de tænker på dit brand og vil kun have dit brand. Lidt skræmmende, men meget interessant«.

http://www.business.dk/medier-reklamer/de-ti-mest-magtfulde-lyde-i-verden

Og her gik man og troede at lyden af stegning tilhørte Otto Mønsted OMA-stegemargarine, der i 1936 lod Liva Weel stege i OMA under afsyngning af sangen Lad det boble-boble-boble.” Det var godt nok en kotelet – men mon ikke denne lyd er er lige som god som en bøf – Lindstrøm?

http://ottomoensted.dk/omf75/lad_det_bobble.html

Greensleeves sætter stemningen for Richard III

I oktober 2009 havde Det Kgl. Teater premiere på det klassiske Shakespeare stykke Richard III. Stykket var et tre timer langt inferno af kroppe og ord. I den nye opsætning var historikken, kostumerne og rekvisitterne fjernet, og forestillingen var skåret ind til benet. Et ben bestående af stemmer, kroppe og følelser en masse. Forestillingen modtog stor ros fra kritikerne, og der blev talt om de fremragende skuespilpræstationer og den nytænkende opsætning. Hvad der derimod ikke blev fokuseret på var den lydlige iscenesættelse, der skabte et miljø og en forventning inden og omkring forestillingen. Instruktør Staffan Valdemar Holm ønskede at understrege den enkle opsætning ved op til forestillingen at skabe et kontrasterende og udtryksrigt miljø. Det gjorde han ved hjælp af lyd. Tyve minutter inden forestillingen blev fire forskellige udgaver af Greensleeves afspillet oveni hinanden i hele Skuespilhusets foyer. Denne evergreen var valgt i kraft af dens tidslige relation til forestillingen. Lyden skabte et komplekst soundscape i dette offentlige rum, der også huser en bar og et restaurantområde. Idéen var, at lyden skulle skabe forvirring og måske en smule stress hos publikum, således at det mørke rum, den enkle scene og forestillingens stærke dialoger oplevedes kontrasterende og dermed desto stærkere.

 

Hvordan denne auditive iscenesættelse fungerede, vil jeg lade andre om at bedømme, men det interessante i denne sammenhæng er den tendens, som tiltaget peger på. Det lader til, at musikkens funktion og generelle potentiale bliver stadig mere og bedre udnyttet.

For det første er lyden i denne sammenhæng med til at sætte spørgsmålstegn ved og forsøgsvist udvide de traditionelle, fysiske grænser for teaterkunsten. I og med lydens udbredelse flyttes det sanselige og fiktive univers ud i det offentlige rum, ud i restauranten og mødestedet. Dette bliver nu et rum, der i endnu højere grad er præget af forventning og måske endda forvirring. Rummet kræver umiddelbart, at gæsterne forholder sig til de markante udtryk, og de bliver dermed meget tidligt placeret i deres rolle som publikum. Lyden synes således at diktere en bestemt rollefordeling og markere huset som afsender og gæsten som modtager af de kunstneriske udtryk.

 Skuespilhuset

Samtidig har det særegne lydbillede en territoriemarkerende effekt, der som nævnt tager det offentlige rum og samtlige gæster og medarbejdere som ’gidsler’ i den dramatiske og stemningsorienterede udvikling, som lyden søger at skabe. Lyden er kun konstrueret m.h.p. og i forbindelse med forestillingen på Store Scene, og den har derfor ingen bevidst relation til de øvrige forestillinger i Skuespilhuset eller til stemningen i restauranten. Lyden får derfor ikke kun den stemningsopbyggende kvalitet, som den var tiltænkt. Den fungerer også som reklame for forestillingen. Reklame der henvender sig til både publikum til andre forestillinger, men også til øvrige gæster i huset. Teaterkunsten og mere specifikt Richard III markerer således sin aktuelle fremtrædende position i Skuespilhuset.

 

Den lokkende lyd

Denne udnyttelse af lydens stemningsmæssige, kommercielle og territorielle kvaliteter ses i stadig stigende grad i mange offentlige byrum. Det er ikke noget nyt, at virksomheder forsøger at holde på deres kunder eller trække nye til og dermed øge deres salg i kraft af musik. Men tendensen bliver stadig større og musikken bliver flere steder stadig kraftigere. En gåtur ned ad strøget eller i de fleste indkøbscentre er et glimrende eksempel på lyd-territorielle magtkampe. Butikkerne rækker armene ud i det offentlige rum ved at skrue op for den musik, som de forventer, vil tiltrække deres målgruppe, og reklameringen bliver derved luftbåret og i nogle tilfælde dominerende.

Siden muzakkens fremkomst og med dens efterfølgende udbredelse har der været heftig debat om denne lokkende lyd, der kunne få forbrugere til nærmest hvad som helst. Alligevel lader det til, at der bliver mere og mere lyd i vores omverden. Men skal vi så have ondt af den private forbruger, eller er det en udvikling, som privatpersoner naturligt lærer at navigere i og måske endda udnytte? Det lader til, at denne opmærksomhed på og anerkendelse af lydens potentiale efterhånden er nået fra de kommercielle interesser til andre områder.

 

Vi bliver som privatpersoner stadig mere vant til og trygge ved at bruge musik som kommunikationsmiddel. For det første kan man rent visuelt, ved brugen af iPod eller andre mp3-afspillere, signalere en distance til omverdenen. Lytteren bliver mere utilnærmelig, fordi en kontakt til vedkommende vil betyde en afbrydelse af den aktivitet, som han/hun er optaget af. Men denne private lytning er efterhånden ikke kun privat. De nyeste iPods og mp3-afspillere er udstyret med så kraftige højtalere, at lytteren kan bære dem i brystlommen og afspille sin musik til glæde eller i hvert fald til ære for omgivelserne. Her bliver musikkens identitetsforstærkende og territorielle kvaliteter tydelige. Individet iscenesætter sig selv i kraft af valget af musik, og lyden skaber indtryk af og forventninger til den personlighed, der bærer musikken.

 

Så nej, den private forbruger og lytter skal ikke fremstilles som ’lydoffer’. Efter i årtier at være blevet konfronteret med og tiltalt gennem auditive virkemidler har individet tilsyneladende selv lært at tale dette lyd-sprog. Vi kender alle til lydens potentielle effekt, og nu har mange så lært at udnytte den til deres egen fordel i forskellige situationer og med divergerende hensigter. Nogle ønsker som nævnt at kommunikere og delvist konstruere deres identitet og sociale plads i samfundet. For andre handler det om at understøtte eller forandre en sindsstemning, og endeligt søger nogle at skabe et frirum i det offentlige urbane rum, hvor de ikke bliver forstyrret eller kontaktet. Fælles for brugen af disse private, lydlige iscenesættelser er ønsket om kontrol. I takt med den stigende brug af musik og lyd i det offentlige rum har vi mistet retten til eller i hvert fald muligheden for ro. Igennem mobile lydmedier som mp3-afspilleren og iPod’en kan individet opleve at generobre kontrollen og selv bestemme, hvilket lydbillede der skal præge vedkommendes bevægelser gennem byen.

 

 - Altså lige indtil man tager ørepropperne ud for i teatret at overgive sig til Shakespeares dramatiske univers. Men pas på – det kan være netop i dette sårbare øjeblik, at lyden når dig og måske endda forfører dig.

 

Så tag ud og nyd kontroltabet – lyt til byen!

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink