Lydforskere i felten

Forskningens døgn er en årligt tilbagevendende universitær begivenhed, hvor de ansatte viser hvad de egentlig laver i laboratorier og på støvede kontorer. I år var overskriften “Krop og kultur”, hvilket satte gang i tanker hos undertegnede og Charlotte Rørdam Larsen om, hvordan man kunne få relationen mellem lyd og krop belyst i et formidlende og gerne eksperimentelt set-up.

Ideen var altså ikke (som sædvanen er) at komme med en forelæsning, men i stedet at lave en såkaldt foyeraktivitet, der har den bredest mulige appel – altså skal kunne ’spises’ af både børn og gamle.

Under overskriften “Krop, lyd og oplevelse – hører vi med hele kroppen?” spurgte vi:

Hvad sker der, når vi oplever lyd? Kan vi overhovedet adskille oplevelsen af lyd fra andre sansemæssige indtryk – fx synssansen og følesansen – og har lyden en særlig indvirkning på kroppen?Med denne demonstration eller undersøgelse ønsker vi at lade både børn og voksne prøve deres kropslige reaktion på forskellige lyde – henholdsvis liggende, hvor det input fra synssansen er filtreret fra, og gående hvor lyden sanses i sammenhæng med et synsmæssigt input og hvor kroppen er i bevægelse. Vi vil efterfølgende bede jer om at besvare en række spørgsmål, der kan hjælpe os med at svare på, hvordan kropslige reaktioner på lyd opleves.

Apropos spiseligt – så blev vi sjovt nok placeret lige ved siden af en anden foyeraktivitet, der bar titlen ’Cool Snacks’. Her fremviste en gruppe forskere fra Aarhus Business School et projekt omkring markedsføring af sunde madvarer. De havde en fantastisk flot stand. Der var vægdekorationer og nydeligt porcelæn til at fremvise de gode og smukke madvarer. Men de måtte ikke spises.

Der var ingen i vores gruppe, der havde tænkt i det store flotte visuelle set-up, men vi fandt nogle duge, der kunne hænges op og danne en neutral baggrund for vores lille intime madrasrum, hvor vores forsøgspersoner skulle ligge og lytte. Samtidig fik vores venlige sekretær den idé, at vi da også skulle servere småkager – hvilket viste sig at være gavnligt for interessen. Hos os måtte man både spise og lytte.

Vi havde allieret os med en tekniker, der havde konstrueret et web-baseret spørgeskema og indkøbt 12 mp3 afspillere til liggende og gående deltagere, og til at holde styr på inddateringer havde vi spurgt en af de ældre og lydinteresserede kandidatstuderende, ligesom projektets ph.d. studerende Nina Gram også var med til at hjælpe og tale med folk (og herved fortjene sin t-shirt med Aarhus Universitets logo). 

På forhånd var vi ikke så optimistiske omkring  interessen for vores eksperiment, men da klokken rundede 13 blev vores tvivl hurtigt afløst af gedigen travlhed. Vi havde deltagere hele eftermiddagen og fra tid til anden stod folk i kø for at vente på den næste ledige afspiller (og spiste småkager imens). Deltagerne var en bred blanding af børn, teenagere, voksne og ældre. Vi fik talt med rigtig mange, fik mange sjove kommentarer og fik også god respons på vores eksperimentelle set-up. 123 besvarelser blev det til i alt, og resultatet kan ses på www. iaest.dk, hvor man skal vælge “support musikvidenskab” , herefter vælge “audio cognition poll” og derefter “gå til undersøgelsen audio cognition poll”. Her kan man både høre lydex og se resultatet og besvarelser.

Vi havde valgt en række forskellige eksempler – både lyd og musik: Phillip Glass’ minimale kompositioner til filmen The Hours (2002), vokalmusik af Arnold Schönberg, en vuggevise af anden etnisk herkomst end dansk fra cd’en Vollsmoses Vuggeviser (2000) og et upbeat hit med gruppen Daze fra slut 90’erne. Herudover var der to lydex, en dyb dronelyd og en lydlig gengivelse eller bearbejdning af rumsonden Huygens landing i 2005 på Titan, en af Saturns måner.

Deltagerne havde mulighed for at svare på, om de følte sig henholdsvis afslappede/rolige, opstemte/glade, triste/melankolske, urolige/utrygge eller andet som den sidste mulighed – og de skulle besvare de samme spørgsmål både liggende og gående. I kan se resultaterne ført ind i søjlediagrammer på førnævnte side. Resultaterne mangler vi endnu at analysere nærmere, men der er dog forholdsvis tydelige tendenser at spore, Glass gjorde de fleste afslappede, dronelyden gjorde utryg, Schönberg gjorde de fleste melankolske (een skrev utålmodig). For Huygens radar var tendensen også (dog mindre tydelig) utryg/urolig (flere skrev irritation og stress på i ’andet’-kategorien), responsen på vuggevisen var meget blandet – flere skrev forvirret eller irriteret i ’andet’-kategorien, mens det sidste nummer med Daze (til vores undren) gjorde næsten alle glade og opstemte (der var dog enkelte, der under ’andet’ angav irritation…).

Mange ville gerne tale med os, bl.a. om musikkens mulige evner til at helbrede og fx bedøve under operationer, ligesom der var en ung pige, der følte sig rigtig sej – som en filmstjerne – når hun gik omkring på området med Daze i ørerne.

Den vigtigste dagsorden for os var at få de deltagende til at fornemme, hvordan musik og lyd påvirker os kropsligt og at opnå en større bevidsthed omkring det at lytte henholdsvis koncentreret og adspredt – at det faktisk virker forskelligt på os, og at det betyder noget, både hvad vi lytter til og hvordan vi gør det.

Vi havde en meget intens dag og var ret forbavsede over den store interesse. Tilbage står at bearbejde resultatet og at huske på, hvad vi lærte af dette forsøg – at det fx skal være muligt at ’skrue’ på hvor glad eller rolig man føler sig til en anden gang. Ikke mindst kan vi bruge de mange fine kommentarer og indspil til fortsat at udvikle vores videre arbejde med lyd og kropslig erfaring – med og uden småkager.

 

Birgitte Stougaard

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink