Om at ‘kuratere’ musik – en reportage fra SPOR festival for ny musik 2010

Det er helt almindeligt, at kunstudstillinger er kuraterede af en kurator: Kuratoren udvælger de værker, der skal udstilles ud fra en ide om, at netop disse værker på en særlig måde belyser enten hinanden, et fælles tema eller en æstetisk ide. Musik er derimod sjældent ’kurateret’ – det er et begreb som tilhører kunstverdenen. Eller, det gjorde det. Men da den århusianske forårsfestival for ny musik i 2005 gik fra at hedde NUMUS til SPOR, ændrede den samtidig grundlæggende karakter og er nu en ‘kurateret’ festival. NUMUS havde komponisten Karl Aage Rasmussen som sit absolutte kraftcenter, mens SPOR festivalen kurateres af en ny kurator hvert år – i år var det den britiskfødte komponist Joanna Bailie – og ellers administreres fra København af de to direktører og kunstneriske ledere Anne Marqvardesen og Anna Berisp Asp Christensen. Men hvad vil det sige, at musikken er ’kurateret’? Kan man overhovedet kuratere musik, der jo ikke udgøres af en samling objekter, men af koncerter og lydoplevelser? Og har det i praksis nogen betydning for publikum, at festivalen er kurateret – ud over at vi kan læse om konceptet i programnoten? Det var nogle af de overvejelser jeg gjorde mig, inden jeg her i begyndelsen af maj skulle til årets SPOR festival.

Den direkte kuraterede oplevelse

Som første aften af festivalen skred frem blev fornemmelsen af, at de oplevelser, jeg blev præsenteret for, var nøje planlagte, ja, ligefrem kalkulerede så stærk, at begrebet kuratering umiddelbart gav mening for mig: Dét her var uden tvivl ’kurateret’ eller orkestreret for mig med en specifik intention. Det mærkede jeg især i sammensætningen af det umage komponistpar, den unge, norske komponist Trond Reinholdtsen og den lidt ældre og anerkendte østrigske komponist Peter Ablinger, der for øvrigt var festivalens hovednavn. Hvor Ablinges lyduniverser var sarte collager – som Instrumente und Rauschen, hvor en hvid støj i afmålte tidsintervaller lagde sig over ensemblets spredte recitation for herefter at blive afbrudt af præcise 20 sekunders pauser – var Reinholdtsens værker teatrale energiudladninger i den absurde tradition. Reinholdtsens Concert Music Piece bestod af komponistens eget foredrag om værket suppleret af to musikeres spredte musiceren. Foredraget var noget besværliggjort dels af, at powerpointshowet løb løbsk og kastede teksten aggressivt op på skærmen, og dels af, at komponistens fik et raserianfald over ’den ny musiks krise’. Vi blev andre ord ført med fast hånd fra den Ablingers indadvendte lydcollager til Reinholdtsens udadvendte performances, der i bogstavelig forstand overmandede sit publikum: f.eks. nedstirrede en af  performerne min sidekvinde for pludselig at råbe “Whuaaa” (til vores store forskrækkelse) og da komponisten kollapsede i føromtalte raserianfald lå han nærmest foran mine fødder og hamrede hovedet voldsomt ned i gulvet. Overgangen fra det minimalistiske, sarte til det maksimalistiske, ekspressive var næsten ubærlig og i sig selv en æstetisk effekt, som skyldtes kurateringen.

Kuratering og det overordnede koncept

Min oplevelse af det kuraterede lå ikke blot på detailplan, men også i den stærke konceptuelle ramme, som festivalen præsenterede: Konceptet var orienteret omkring ’det auditive’ i en ånd, der videreførte den nu afdøde avantgardekomponist John Cages æstetiske principper. Måske var dette grunden til, at der var indlagt en ’tribute’ til Cage i form af en uannonceret opførelse af hans famøse ’tavse’ værk, 4’33’’ (1952), for akkordeon. SPOR 2010 var nemlig en festival, som snarere satte fokus på det at lytte frem for at præsentere en række kompositioner. Dette så man konkret i den store variation af værktyper og lytteoplevelser: Her var lydinstallationer, som Åsa Stjernas undervandsoptagelser af Århus, SubAqua: a Public Site-specific Sound Installation, den britiske Chrisopher Cox’s mere dynamiske koncertinstallation Everything You Need to Know opført på Aros og Peter Ablingers klaverinstallation Fidelito/La Revolutión y las Mujeres.

Åsa Stjernas SubAqua: a Public Site-specific Sound Installation

Åsa Stjernas SubAqua: a Public Site-specific Sound Installation

På programmet var også danseforestillinger, film, koncerter, et seminar samt mere løseligt strukturerede lytteoplevelser uden det afgrænsede værkformat, som f.eks. David Helbichs soundwalk, hvor publikum var både performere og recipienter på samme tid. Ja, faktisk var de mere konventionelle ensembleværker i den grad i undertal, at jeg egentlig savnede lidt ’traditionel’ ensemblemusik, ikke mindst fordi symfoniorkesterkoncerten – der jo ellers er en fast indslag på SPOR festivalerne – i år var fraværende. På grund af de mange audio-visuelle værker rakte SPOR festivalen 2010 ud over et mere snævert musikbegreb ud mod et samtidskunstfelt, ligesom også de mange tematiseringer af det digitale, gjorde festivalen relevant på bredere plan. Tematiseringen af det digitale sås f.eks. hos duoen Tape That, hvis værk bestod i en teknologisk remediering af en strygertrois live-opførelse af en Mozartrio. Vi hørte først trioens live-opførelse og så samtidig duoen optage med mange gestiske illustrationer af, hvornår stik blev sat i og hevet ud af deres minidiscs. Og herefter hørte vi afspilning og livekonstruktion af et lydværk, bestående af cut-up klip af strygertrioen, af reallyde, mikrofonskramlen og stilhed, i de passager hvor mikrofonstikkene havde været hevet ud. Den digitale remediering var selvfølgelig også fremtrædende i Peter Ablingers Fidelito/La Revolutión y las Mujeres,

Peter Ablingers klaverinstallaion, Fidelito/La Revolutión y las Mujeres.

Peter Ablingers klaverinstallaion, Fidelito/La Revolutión y las Mujeres.

hvor en computer har analyseret en tale af Fidel Castro og overført den til et specialbygget klaver. Sammenstødet mellem det analoge klaver og lyden af Castros stemme og publikums jublen, som man indimellem kunne ane gennem støjmuren af anslåede strenge var foruroligende og dybt interessant. Endelig var der en lille ’headphonefestival’ for elektronisk musik med yngre kunstnere.

Kuratering som musikalsk koncept

SPOR 2010 har en unik profil på grund af princippet om, at den arrangeres af en gæstekurator. Kurateringen kunne mærkes i den tydelige konceptuelle røde tråd gennem festivalens tre dage og i den markante udvidelse af de værkformer en festival for ny musik normalt indeholder (koncerter i en koncertsal), som alt i alt resulterede i en åbning ud mod et bredere samtidskunstfelt. At en udenlandsk gæstekurator med et bredt internationalt netværk som Joanna Bailie byder ind på en århusiansk festival giver derudover et internationalt udblik, som er kærkomment både for Århus og for Danmarks musikmiljø. Æstetisk set har kurateringen som princip store potentialer – også for en musikfestival! Ud fra en mere kulturpolitisk vinkel kunne man dog blive bekymret for, at festivalen mister sin forankring i lokalmiljøet, nu, hvor den ikke længere er drevet af lokale kræfter, men af ’direktører’ fra København og skiftende gæstekuratorer.

Ingen kommentarer


Skriv en kommentar


RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack

Links til dette indlæg:

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink