Finske skove, tuba’er og The Tuning of the World

For 33 år siden udkom R. Murray Schafers bog The Tuning of The World, som bl.a. var en reaktion mod den udvikling og intensivering af det offentlige lydmiljø, der karakteriserede 60’ernes og 70’ernes industrialisering. Bogen er kendt for at introducere begrebet soundscape - en auditiv pendant til ’landscape’. Soundscape betegner et givet lydmiljø, der omgiver os, og som vi lever og forstår vores liv igennem. Schafer ønsker at skabe opmærksomhed på verdens lydlige kendetegn, og han er fortaler for hvad man kunne kalde en lydøkologi, hvor nogle lyde tilskrives mere betydning og værdi end andre. I den forbindelse skelner ham mellem signalbærende lyde (signals), grundlæggende og ofte forekommende lyde (keynote sounds) og stedmarkerende lyde (sound marks).  Endvidere introducerer han i bogen forskellige lytteaktiviteter så som ear cleaning og soundwalks, hvor individets skal lære at lytte til sine omgivelser og registrere de lyde, som ellers ofte overhøres bevidst og ubevidst. Schafer mener, at utilstrækkelig opmærksomhed på vores soundscape kan have omfattende fysiske og psykiske konsekvenser. Han og hans team (bestående af blandt andre Steven Feld, Hildegard Westerkamp, Bruce Johnson og Barry Truax) refererer i deres arbejde kontinuerligt til forskellige ’oprindelige’ eller ’naturlige’ lydmiljøer fundet hos enten en stamme i New Guinea (Feld) eller i forskellige landsbyer i Europa. Der er altså tilsyneladende en forestilling om og forkærlighed for de ’naturlige’ lyde, og denne præference er som regel central i kritikken af Schafers arbejde.

Men hvad kan The Tuning of The World bruges til i dag, hvor forestillingen om ’naturlige’ lyde ikke alene er uinteressant men også ufrugtbar?

I juni måned dette år deltog jeg i konferencen ’Ideologies and Ethics in the Uses and Abuses of Sound’ som blev afholdt i Finland i regi af World Forum of Acoustic Ecology. Tilstede var hele Schafers team samt en lang række andre forskere. Jeg så frem til at høre mere om, hvordan studier af soundscapes kan bidrage til en forståelse af vores samtidige teknologiske og altid allerede medierede hverdag.
De forskellige keynote- og paperpræsentationer var alle meget interessante, og et gennemgående tema var lydens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. I løbet af konferencen var der dog ikke mange bud på konkrete modeller for, hvordan vi kan designe, modellere eller justere aktuelle lydmiljøer, så de giver anledning til positive oplevelser, og den oprindelige idealisering af den ’naturlige’ lyd var stadig fremtrædende.

Under konferencens sidste hele dag bød programmet på en soundwalk introduceret af Hildegard Westerkamp og konstrueret af musiker og kunster Pessi Parviainen. Mine forventninger til vandringen var, at vi nu skulle lære at lytte rigtigt og opmærksomt til vores omgivelser og dermed sætte pris på naturens små men vigtige lyde (fuglesang, bækkens rislen osv.). Jeg var indledningsvist temmelig skeptisk overfor denne disciplinerede lytning, eftersom jeg vidste, at jeg efter flere dages intens akademisk og social stimulans ville have svært ved at holde mine tanker fokuseret på vindens susen i træerne.

Hildegard Westerkamp introducerede vandringen for foden af et bjerg. Hun fortalte om sine erfaringer med lydvandringer og kom derefter med to korte instrukser, som skulle vise sig, at sætte mine tanker fri og dermed give mulighed for en intens og perspektiverende soundwalk.

For det første skulle vandringen foregå i stilhed, og det var dermed ikke muligt at kommentere eller på anden måde reagere verbalt på de indtryk, man fik. For det andet gav Hildegard Westerkamp os ‘lov til’ at skifte mellem en indre og en ydre lytning. Hun forklarede, hvordan vi nogen gange ville være opmærksomme på omgivelsernes lyde og andre gange ville blive afbrudt af andre personlige tanker angående indkøb, kolde tæer, aftensmaden eller lignende. I stedet for at forsøge at blokere disse afbrydelser skulle vi notere os dette skift i opmærksomhed og lade os veksle fra den ene til den anden lytning.

Vandringen startede med en tur i skilift. Undervejs på svæveturen, og efter jeg havde vænnet mig til den underlige instruerede stilhed, der var mellem min sidemand og jeg, begyndte jeg automatisk at være mere opmærksom på mine omgivelser – både de auditive og de visuelle indtryk.

Da vi nærmede os toppen af bjerget, kunne vi pludselig høre en tuba spille et sted i skoven. Lyden blev højere, i takt med at man kom nærmere, men først helt til sidst kunne vi se kilden til lyden. Oplevelsen af trætoppene og den smukke natur blev overraskende intens i kraft af tubaens dybe toner, der gav genlyd i hele skoven.

Efterfølgende blev vi ledt ind i skoven til fods, og det første stykke tid var det primært vores skridt i gruset, der skabte de højeste lyde, og mine tanker begyndte at vandre til min paperpræsentation, til min hjemrejse og til mine 19 myggestik på benene. Inden længe blev min opmærksomhed igen rettet mod skoven, da jeg hørte endnu et instrument kalde fra et sted mellem træerne. 

Jeg nød det klassiske soundtrack men var samtidig overrasket over, at en lydvandring i denne kontekst bød på kompositionsmusik, der i nogle tilfælde overdøvede skovens egne lyde. Sådan fortsatte turen ad smukke stier ind imellem træer og fra det ene instrument til det næste. Min opmærksomhed skiftede konstant fra en ydre lytning til musik og omgivelser til en indre lytning, der blev mere og mere intens og personlig. Den langsomme bevægelse, de smukke synsindtryk og klassiske musik, som erfaredes gennem den ydre lytning, skabte et rum for refleksion, der påvirkede den indre lytning. Forskellige personlige og faglige forhold fremstod mere klare og tydelige, og samtidig oplevedes omgivelserne stærkere. Denne relation mellem de forskellige lytninger – mellem det private og det kollektive - synes at være central for en forståelse af det lydmiljø, vi lever i og for vores oplevelse af det. Det lader således til, at den ydre og den indre lytning ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger men kan være hinandens kvalificerende forudsætninger. Det er måske i denne gensidige relation, at man skal forstå ideologierne bag The Tuning of the World i dag. I stedet for at efterlyse et mere naturligt soundscape, kan der måske fokuseres på en kvalificeret lytning og dermed en opmærksomhed på både omgivelsernes sanselige udtryk men også på vores erfaring og bearbejdning af disse. Dvs. lytning forstået som opmærksomhed på både ydre effekter og indre affekter.

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink