“Ear room” i Himlen over Berlin

Englelyd, medhør og intuition  i  Himlen over Berlin

 DR viste for nylig d. 25. nov. og d. 5. dec. 2010 Wim Wenders film fra 1987 på DR K. Jeg faldt tilfældigt ind i den og genså derfor kun dele af den. Men jeg har genoplevet filmen mange gange siden 1987, dels for min egen fornøjelses skyld, men også i min undervisnings- og foredragspraksis, hvor jeg har fokuseret på den som eksempel på nye filmmusikalske standarder i moderne film. Ikke desto mindre slog det mig endnu engang, hvor indtagende og enestående poetisk og ”overskridende” filmen stadig virker på mig. Hør engang hvorfor og hvordan.

For jer, der endnu ikke har oplevet filmen eller som har glemt den: klik ind på dette link og (gen)oplev filmens anslag (10 minutter): http://www.youtube.com/watch?v=Z4gFy-DJikA&feature=related

Filmen udspiller sig fra to engles syns- og hørevinkel: Damiel og Cassiel befinder sig i og over den stadig delte by Berlin, hvor de bevidner og noterer menneskeskæbner og tildragelser på tværs af  menneskelige grænser (herunder Berlinmuren) mellem ude og inde, oppe og nede, hørbart og uhørligt. De to engles sanseapparat er altså anderledes end det normalt menneskelige: de kan høre alt, både det vi mennesker hører (tale, lyd, musik), men også menneskers tanker, deres indre stemmer, ”stream of consciousnes”. Til gengæld kan englene (og vi) ikke se i farver, men kun i sort/hvidt – og de mangler den haptiske følesans samt smags- og lugtesansen. Med andre ord: de er mestendels ånd og evighed, hvor menneskene mestendels er krop og dødelighed. De to engle færdes lyttende og iagttagende rundt mellem mennesker (og andre engle) – vi kan se englene, som skiller sig ud ved at bære store overfrakker og have hestehaler, men de voksne mennesker i filmen kan ikke se dem, de kan undertiden ”fornemme” dem, hvilket kan høres i deres tanker, når englene lægger en støttende eller trøstende hånd på dem: pludselig får deres tanker (som vi hører gennem englenes hørevinkel) en anden karakter af håb, liv og fremtid. http://www.youtube.com/watch?v=2izlo8UX_PA&feature=related

Filmens børn kan se og kommunikerer tydeligvis med englene – dvs. at vi som filmtilhørere bliver som børn.

En enkelt af filmens karakterer, Peter Falk (Colombo), kan som filmens eneste voksne menneske intuitivt fornemme Damiels usynlige tilstedeværelse: ”I can´t see You but I know you are there” siger han og række hånden frem. ”I wish You were here” fortsætter han, efter at han har demonstreret menneskelivets kropsligt-sansende og sensoriske lyksaligheder for den interesserede Damiel. Senere da Damiel har valgt at ”gå over” fra at være engel til at være menneske (og nu sammen med vi tilskuere kan se i farver), opsøger han Peter Falk for at få gode råd om det kødelige liv. Peter Falk fortæller ham, at han selv er tidligere engel, som valgte at blive menneske, og at det er godt. Hans egen tidligere engle-lytte-evne er tydeligvis blevet til menneskeintuition – jf. også Peter Falks Columbo-detektivfigur og dennes markante intuitive og lyttende opklaringsmetoder og stil.

 http://www.youtube.com/watch?v=-U9kjN5ISDQ&feature=more_related

Eftersom englene kan høre rigtig mange lyde og stemmer, bliver det filmiske lydrum, som vi sammen med englene indlejres i, særdeles varieret, komplekst, polyfont og undertiden kaotisk. Men da det netop er englenes opgave at erkende og bevidne alt menneskeligt i historien – jf. Walter Benjamins begreb om historiens engel – så bliver englene i deres lytning nødt til at fokusere og sammenfatte de mange lydlige artikulationer, sådan at den kakofoniske lyd omlyttes til fx én stor og ”sfærisk” korklang (komponeret af Laurie Andersson!), som det sker i englenes besøg på det store bibliotek, hvor vi også hører alle de tavst læsendes indre læsning eller bøgernes ”stemmer” under og sammen med den store klang. http://www.youtube.com/watch?v=Wi8sYY0pCdE&feature=related

Eller som det sker i luftrummet over Berlin, hvor de/vi i flyet en passant i filmens anslag hører samtlige radiostemmer og –kanaler fra det store radiotårn, inden de omlyttes til en stor korklang. Englene kan også undertiden på narrativt centrale tidspunkter vælge at omlytte det menneskelige lydkaos til en fokuseret ”historiens stemme”, artikuleret af en dyb strygers melodiske tema, komponeret af Jürgen Knieper i en stram, modernistisk stil. 

I en markant del af det filmiske (lyd)rum befinder sig også Nick Cave and The Bad Seeds, hvis optræden englen Damiel bevidner på en berlinsk klubscene – med den effekt at vi hører Nick Cave´s indre overvejelser over det han ikke vil sige i præsentationen af næste nummer, hvorefter han et splitsekund senere så alligevel siger netop det højt til publikum! Vi lægger altså øre til hans egen polyfone spleen, sådan som vi også hører og genkender den i Nick Cave´s mørktonede, poetiske rockmusik.  

 Wim Wenders har således meget konsekvent og med sit særlige englesansende greb udvidet tilskuerens position til også at være en ekstrem tilhører. Gennem medhør på englenes grænseløse lytten ud over det sædvanlige erfarer vi bevægelsen fra den om-sig-gribende praksis og kliche: ”jeg lytter til min egen mavefornemmelse” til en jeg-du passage: “jeg lytter til dig og alle mulige andre stemmer”.

Og hvad kan vi så bruge det til, når filmen er forbi og der efterfølgende slukkes for den særligt udvidede sanseevne?

Den engelske litteraturprofessor Steven Connor har på sin hjemmeside http://www.stevenconnor.com/ tilgængeliggjort en del artikler inden for feltet sound, voice and music. I artiklen ”Ear Room” (2008) http://www.stevenconnor.com/earroom/ reflekterer han over lyd og rum – såvel space=åbent, virtuelt rum som room=okkuperet, beboet rum –, herunder de specifikke sansers forskellige evner til lokalisering. Hvor vi ser om ikke i øjnene så dog fra et bestemt point of view så lader det til at vi hører ting fra hvor de er, snarere end fra hvor vi selv og vores ører er: hørelsen både okkuperer og evakuerer os, den fylder os op og spreder os ud. Lyd stiller spørgsmål (hvad er jeg? hvor kom det fra? hvad vil der ske nu?), i forhold til hvilke vi må konsultere øjnene for svar, idet selve aktiviteten at se via det cartesianske grid muliggør en synsaktens præcise lokalisering af en position via koordinater og punkter i et grid: heraf et point of view og heraf synsakten som en slags answering point.

Et korresponderende point of audition er derimod næppe muligt som andet end en tilstræbt og optimistisk analogi, eftersom vi mestendels befinder os i en flerhed af positioner med hensyn til lyd, siger Steven Connor. Ørerne kan lytte i flere retninger samtidigt og derfor høre noget forskelligt. Vi er ”lutter ører” og vi ”låner ører”, men ørerne har ingen egen mobilitet, sådan som øjnene har det, og derfor kan vi ikke fokusere vores hørelse, også fordi lydene ikke står stille for vores inspektion. Øret indtager en særlig foranderlig disposition i og i forhold til rummet det befinder sig i. Hvor øjet behersker rum, okkuperer og okkuperes øret med rum.

Det vil sige at øret skaber room. Og ear room handler om bevægelser, spændinger, anstrengelser og afspænding. Kort sagt: lyd er ikke gjort af objekter, men af energier, intensiteter og inertier. Lytning implicerer derfor altid thermodynamik eller energi”budget”. Siger Steven Connor. 

 Kunne man forestille sig, at bevægelsen fra engel til menneske – sådan som Peter Falk og englen Damiel foretager den – svarer til vores overgang fra engle-medhørende tilskuere, indlejret i det filmiske ear room i Himlen over Berlin, til almindeligt hørende mennesker efter filmen, hvor vi ikke mere på englevis bogstaveligt kan høre mennesketanker, de læsendes indre læsning eller passerende radiobølger, men hvor vi til gengæld har mulighed for stadig at fastholde den intuitive toning, som Peter Falk (Columbo) og andre tidligere engle besidder: evnen til at agere som om vi befinder os i et konstant ear room, hvor vi er lutter ører, åbne for allehånde energier, intensiteter og kommunikative bølgelængder?

I bekræftende fald vil det kunne åbne vores forundring over for tilværelsen i en stærkt poetisk, berigende og bevidnende retning.

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink