Audio-nostalgi: Forbudte lyde og røde ører

Min kærlighed til fonogram-musik stammer fra to kommodeskuffer fyldt med vinylplader og en hylde-grammofon, som jeg maltrakterede så langt tilbage erindringen evner at bære mig. Pladerne var indkøbt og efterladt af mine noget ældre, ikke længere hjemmeboende søskende og udgjorde et sammensurium af Grethe Sønck, Savage Rose, The Beatles, Importørens juleplader og alt muligt andet 60′er gods, som i min lyttepraksis indgik i helt uproblematiske dialoger – jeg elskede det hele!

Én plade boede dog ikke i kommoden, men residerede på en for mig ukendt lokalitet (i mine forældres soveværelse skulle det vise sig) og kom mig kun for øre, fordi den en sjælden gang blev omtalt eller ligefrem spillet ved mere ‘festlige’ og i princippet børnefri lejligheder. Den var efter sigende bragt ind i huset af min onkel Poul, hvis ‘eksotiske’ fortid som sømand aldrig fornægtede sig! Da jeg på en ekspedition i soveværelsets uendelige klæde- og linnedskabe omsider faldt over vidunderet, blev yndlingsbeskæftigelsen ‘alene hjemme-lytning’ pludselig meget mere spændende og farlig. Og kan man miste sin mødom i ryk, gav denne plades eksplicitte omtale af genitalier og sex helt sikkert min uskyldighed det første skud for boven. Hvad pornoblade senere satte billeder på, havde en stemme-rusten Cæsar ganske ublu i munden, som var det den selvfølgeligste sag i verden – og det flere år før pornoens frigivelse!

Cover til Cæsars uartighed

Cover til Cæsars uartighed

Udgivelsen af Den lange hr. Jensen og andre sjoferter i 1965, ikke på et pladeselskab men på Hans Reitzels dengang ‘dristige’ forlag, gik ikke stille af sig. Men det faktum at der beviseligt var tale om gamle folkelige tekster, fik anklagemyndigheden til af frafalde dens anklager i en retssag mod Cæsar om udbredelse af pornografi. To år senere udkom ep’en i en engelsk version til et sultent udenlandsk marked.

Her godt 45 år senere rejser Cæsars ep umiddelbart næppe så meget som et øjenbryn. For siden slut-60′erne har populærmusikindustrien gjort sit til at stille den kommercielt lukrative lydlyst , ikke blot med pornografiske tekster men måske mere effektivt med lydpornografiske iscenesættelser – en stønnets lydæstetik om man vil. Fra Serge Gainsbourg & Jane Birkins ‘Je t’aime…moi non plus’ (1969), dampende disco-sensualitet (tag Donna Summer) til vore dages vellystige rap-musik, hvor fx danske nu hedengangne Odense Assholes kan spille lige op med de frækkeste, som et par af mine lydkolleger har måttet sande. At disse fiktive lydscenarier ofte fejlagtigt er blevet opfattet og diskuteret som ‘audio vérité’, er vel blot at betragte som en hyldest til det fantasiens frirum, som fraværet af en billedside muliggør. Fri os fra syn for sagn!

Den generelle kulturelle accept af det seksuelt eksplicitte giver naturligvis også den forbudte vellyd trange vilkår. Skal syndens lydhule besøges og opleves som en sådan, sker det måske bedst i et bevidst nostalgisk møde med, hvad der engang var reelt forbudte lyde. I forestillingen om at være med på en lytter i kulturhistoriens mest private afkroge ligger fortsat potentialet for et mind trip, der giver om ikke andet så lettere røde ører og et smil på læben. Som følgende eksempel viser, lader den tidlige fonografi os ikke i stikken, men disker tilmed op med helt frisk kød i modsætning til Cæsars genopvarmning.

I 2007 udsendte det amerikanske specialist-pladeselskab Archeophone Records en højst usædvanlig antologi af gamle amerikanske cylinder-optagelser fra fonografiens første egentlige årti med den besnærende titel Actionable Offenses – Indecent Phonograph Recordings from the 1890s (ARCH 1007). Disse blue wax indspilninger kan måske bedst betragtes som en audio-pendant til tidens populære franske postkort – og nej, vi taler ikke om Eiffeltårnet, i hvert fald ikke i bogstavelig forstand! Flere af valserne er indspillet under pseudonym af tidens største fonogram-kunstnere som Cal Stewart og Russell Hunting og består af historier, monologer eller sketches, som i forvejen udgjorde populære fonografiske genrer – men med et lille pornofonisk twist!

Her et uddrag fra en samleje-sketch med James H. White (under pseudonymet Willy Brown). En lille advarsel er måske på sin plads, ikke så meget på grund af det meget eksplicitte indhold, men fordi ‘Dennis Reilly at Maggie Murphy’s Home after Nine O’Clock’ med sin tilsyneladende uproblematiske maskuline håndfasthed skurrer noget i nutidens kønspolitiske ører. Vores audio-voyeurisme begynder in media res, og bemærk den effektive brug af lydeffekter!

Dennis Reilly at Maggie Murphy’s Home

Maggie: Ah, Denny, don’t. Don’t, Denny, I’ve me monthlies, I can’t, I can’t, I’ve me monthlies.
Reilly: I don’t give a damn if you have your Harper’s Weeklies or your Frank Leslies, I’m goin’ to get a bit out o’ you, that’s all about it. [Laughs] Turn over, there, now let ‘er go.
Maggie: Oh, Denny, look out, look out, you’re goin’ in me bottom!
Reilly: I’m goin’ in your bottom? Well, I may as well catch the diarrhea as any old disease, g’wan now, work ‘er up again.
Maggie: Ah, Denny, I never could take that in the wide, wide world.
Reilly: Well, who the hell wants you t’ take it in the wide, wide world, I want you to take it in your pee hole. [Laughs] Work ‘er up now, leave her go.
Maggie: Oh, Denny! Now a little on the east side. Now a little on the north side. Now a little on the south side. Now a little on the west si-
Reilly: Aw, west side me ass, you think I’m surveyin’ you, I’m not, I’m fuckin’, g’wan, get a wiggle on you, work ‘er up, now.
Maggie: Oh, Denny! Denny, me heart is leavin’ me!
Reilly: Your heart is leavin’ you! [Laughs] Well, it’ll not come out this hole, I can tell you that, I have it plugged up! [Laughs] Work ‘er up again, now, g’wan, let ‘er go.
Maggie: Ah, Denny! Denny, wait, wait, wait, I’ve a stitch in me side.
Reilly: You’ve a stitch in your side, well, I wish you had it in your pee hole. [Laughs] Begorry, that’s bigger than a horse bollock, g’wan, let ‘er up now, let ‘er up.
Maggie: Ah, Denny! Ah, Denny, the likes of this was never made for man, kiss me, Denny, ah Denny –
Reilly: Ah, kiss kiss kiss, what’s the matter with you, g’wan, I’m crammin’ you, g’wan now, work ‘er up.
(Transskription fra booklet til Actionable Offenses – Indecent Phonograph Recordings from the 1890s, ARCH 1007, s. 36-37)

Kender man (som jeg) denne første generation af fonograf-kunstnere fra et anderledes tilforladeligt repertoire, er det meget overraskende at høre disse sketches, der tilmed spilles i karakter med benyttelse af ofte allerede kendte og populære figurer! Mens det frimodige (og politiske) var del af Cæsars image, er der her tale om ‘respektable’ kunstnere, sammenlignelige med en Osvald Helmuth, Dirch Passer eller Kaj Løvring. I standardværket om disse fonogram-pionerer, Tim Gracyks Popular American Recording Pioneers 1895-1925 (The Haworth Press 2000) findes ingen referencer til denne forbudte produktion, og heller ikke i fonogram-litteraturen generelt omtales denne pionertidens underbelly, dog med en delvis undtagelse i form af bogkapitlet ‘Erotic Performance on Record’ i Jacob Smiths Vocal Tracks – Performance and Sound Media (University of California Press 2008), hvor hovedfokus er på ‘erotiske’ indspilninger fra 1930′erne og ‘40′erne. (Tak til Ansa Lønstrup for denne henvisning!) At eksempler på denne tidlige undergrundsfonografi overhovedet har overlevet frem til dens genopdagelse mere end 100 år senere er et lille mirakel – hvis den slags smut da ellers er noget, man skønner på.

Tidlig fonogramlytning - med høreslanger!

Tidlig fonogramlytning - med høreslanger!

Overraskende er det måske også, at disse optagelser dengang ikke blev afspillet i privaten, for den kommercielle fonografi havde endnu i 1890′erne ikke antaget karakter af hjemmeunderholdning. Der var faktisk tale om offentlig afspilning af valser enten ved demonstration eller ved fonografautomater (tidlige jukebokse udbredt i USA) MEN med brug af høreslanger (jf. ovenstående foto) svarende til vore hovedtelefoner, som gjorde en vis grad af privathed mulig i det offentlige rum. Hvad angik ‘blue wax’ cylindrene var der dog sandsynligvis tale om afspilning i mandsdominerede beværtninger af tvivlsom karakter. Disse omstændigheder kunne pege på, at intentionen med den pornofoniske produktion primært var mandehørmende morskab snarere end egentlig pirring.

At disse indspilninger klart overtrådte amerikansk sædelighedslovgivning fik Russell Hunting at føle, da en kun 18-årig bestyrer af en fonograf-bod blev arresteret i august 1894 og hans ‘beskidte’ valser beslaglagt. Til trods for brug af pseudonym var den fonografiske gengivelse nu blevet så god, at Huntings stemme blev genkendt og kunstneren arresteret (to år senere!) og idømt tre måneders fængsel – et stort anslag mod hans karriere.

Den brogede antologi indeholder også adskillige eksempler på litterære ‘forvanskninger’, som fx Hamlets monolog lagt i munden på Gimlet, der overvejer, hvilket onde måtte være det mindste for hans gonorré-plagede ‘vridbor’ i ‘To pee or not to pee’. Men vi kunne passende afslutte med ét eksempel af flere på defloration af ‘Mary had a little lam’ – den allerførste og derfor nærmest ‘ifonografiske’ lyd, som Edison formåede at gengive. Her med mere end en antydning af zoofili:

Mary had a little lam

Mary had a little lamb, cunning as a fox.
He put his nose under Mary’s clothes and he smelt at Mary’s box.
Now Mary was a saucy girl, she didn’t care a damn.
She give the lamb another smell, and killed the god-damn lamb.
(Transskription fra booklet til Actionable Offenses – Indecent Phonograph Recordings from the 1890s, ARCH 1007, s. 42)

Kom igen, Bubber!

2 kommentarer

  • By Mads Krogh, 10. maj 2011 @ 10:58

    Et lille pip fra en af de hiphopramte lydkolleger: Omtalte Odense Assholes’ vel nok mest pornografiske indslag findes som et hemmeligt, ‘bonus’ nummer på albummet Ik’ for Sjov (hvad det nu nok var …). Nummeret er interessant, fordi det i relation til rapmusikkens flittige brug af stønnende piger og sexuelle referencer iøvrigt, er underlig afdæmpet eller om man vil realistisk i sit udtryk. Det lyder i en vis forstand mere af amatøroptagelse end af pornofilm, hvilket kan siges at bidrage til rappernes fremstilling af sig selv som autentiske, samtidig med at det imidlertid øger følelsen af overraskelse og måske forlegenhed, når man står der med sin iPod på – midt i bussen, i myldretiden, på vej hjem fra arbejde, men samtidig med et øre i fremmede menneskers soveværelse. Hvordan var det så lige med det offentlige og private …?

  • By Ansa Lønstrup, 8. juni 2011 @ 16:53

    Det er muligt, at der er en udbredt anvendelse af lydeffekter i Dennis Reilly at Maggie Murphy´s home – men i min aktuelle lytning er der meget mere at hente i den cylinder støj som ligger helt fremme i lydbilledet: dens repetitive og insisterende rytme bidrager nok så meget til en imaginativ visualisering af et “pumpeværk” eller en rokkende gammel sengefjederbund. Når jeg undervejs i lytningen skifter lyttefokus mellem den tydeligvis humoristiske,iscenesatte “dialog” og så den rytmisk pumpende forgrundsstøj fra cylinderen kan jeg etablere et tilsvarende skift mellem en humoristisk oplevelseseffekt og en mere pornøs, “immersiv” eller kropsligt-sanselig involverende effekt. Meget interessant at en mekanisk gengivelsesstøj ender med at kunne lyttes til som en del af “værket” eller meddelelsens sanselige udsigelse. Lyt selv endnu engang!


Skriv en kommentar


RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack

Links til dette indlæg:

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink