Lydbranding til distraherede lyttere

For over hundrede år siden beskrev sociologen George Simmel i ‘The Metropolis and Mental Life’ (1903/2003), hvordan det moderne menneske kontinuerligt bombarderes med indtryk i det urbane rum og som resultat heraf bliver blasert og uinteresseret i sine omgivelser. Mængden af indtryk er ikke blevet mindre siden da, og opgaven med at orientere sig i byen og økonomisere med sin opmærksomhed er blevet mere kompleks.

Samtidig har teknologien muliggjort, at vi kan tage en række mobile medieprodukter med os overalt (mp3-afspillere, bærbare computere, mobiltelefoner m.m.). Interaktionen med disse skaber således endnu et lag af informationer, som vi skal forholde os til, mens vi opholder os i det urbane rum. Vi tilføjer information i form af medbragt musik, radioprogrammer eller lignende, og vi er altid ’online’ og til rådighed på mobiltelefonen og på mail. Især er mp3-afspilleren blevet beskrevet som et redskab til at lukke sig ude fra omgivelsernes til tider overvældende sensoriske bombardement (Bull, 2005, 2007; Beer, 2007; Sterne, 2006: Hosokawa, 1984 m.fl.), og bliver derfor også forstået som et eksempel på Simmels blaserte og indifferente ’urbanist’, der har nok i sig selv og sin egen udgave af byen. En sådan lytter kan beskrives som distraheret og dermed ikke nærværende i forhold til omverdenen (Jf. fx Jonathan Crary, 2001 og John Tebbutts, 2009 beskrivelse af de sociale og moralske aspekter af den distraherede vs. den fokuserede lytning).

Med R. Murray Schafers betegnelse kan man således se mp3-lytteren som eksemplificerende en ’universal deafness’ (Schafer, 1977) – dvs. en tilstand, hvor vi ikke længere er i stand til at fokusere på og sætte pris på omgivelsernes lyde, fordi mængden af auditiv information har nødvendiggjort, at vi overhører oftere end vi hører.

Den distraherede lytter
Men eftersom den distraherede lytter i dag selv har valgt at lade sig distrahere af de omtalte teknologier, og eftersom disse er en naturlig del af mange menneskers daglige navigation igennem og håndtering af det urbane miljø, er det nødvendigt at reevaluere, hvordan distraktion skal forstås i denne sammenhæng.

I artiklen ‘How many movements?’ (2003) beskriver Caroline Basset, hvordan mobiltelefoni aktiverer og forbinder fire eller flere rum på samme tid. De to samtaleparter befinder sig i to forskellige fysiske rum, de kommunikerer i et virtuelt rum, og derudover skaber forbindelsen mellem de to fysiske rum nye rumligheder. Det fremgår ikke tydeligt i artiklen, præcis hvor mange mere eller mindre konkrete, fysiske rum, der er på spil i denne situation, men det interessante i denne sammenhæng er det fokusskift en sådan kommunikation på tværs af rumligheder nødvendiggør. Den samtalende er nødt til kontinuerligt at orientere sig skiftevis mod samtalens indhold og mod sin egen kropslige tilstedeværelse i et rum. Endvidere vil samtalens længde, indhold osv. i mange tilfælde blive påvirket af de fysiske rum og af muligheden for, at andre overhører samtalen. Basset konkluderer at det moderne menneske bl.a. grundet mobiltelefonen er blevet vant til konstant at skifte lyttefokus og dermed i en vis udstrækning altid være distraheret i forhold til noget.

Foto: Nina Gram, New York 2010

Foto: Nina Gram, New York 2010

Denne udvikling er også gældende for mp3-lyttere, der efterhånden bliver bedre og bedre til at navigere i de forskellige rum de befinder sig i under den mobile lytning. Med David Beers (2007) betegnelse ’tuner’ vi ud af det ene rum og ind i det andet, og denne bevægelse kan for erfarne mp3-lyttere foregå helt naturligt og ubemærket. Som det fremgår af billedet er det ikke ualmindeligt at en mp3-lytter tager den ene øreprop ud og på den måde opretholder en (distraheret) kontakt til begge rum. Det er tilsyneladende en vanesag at være distraheret, og det behøver ikke nødvendigvis at være ensbetydende med indifference overfor omgivelserne.

Lydbranding til distraherede lyttere

Idéen om den distraherede lytter er endvidere interessant at overveje i en tid, hvor erhvervslivet bliver stadig mere opmærksom på mulighederne i lydbranding. I takt med at flere og flere lytter til deres personlige soundtrack, når de bevæger sig igennem byen, er stadig flere virksomheder blevet optaget af auditive brandingstrategier. Der kommer flere succesfulde virksomheder som Sonicbranding, Audiowise, Inaudio m.fl., der specialiserer sig i at designe lydidentiteter til brands og kommunikere diverse beskeder auditivt.

Senest har Rambøll d. 1. juni dannet rammen om et dagsseminar, der under overskriften Designede Lydmiljøer tematiserede aktiv brug af lyd og lyddesign. For mere om dagens program se her.

Temaet blev belyst fra blandt andet et neurovidenskabeligt, teknologisk, urbant, kulturelt og arkitektonisk perspektiv, men spørgsmålet om lytteren var ikke sat på dagsordenen. Dette er måske netop fordi erhvervslivet ikke ser teknologier som mobiltelefonen og mp3-afspilleren som problematiserende deres kommunikation til deres målgruppe. Virksomhederne regner tilsyneladende med, at deres budskaber bliver modtaget gennem eventuelle høretelefoner, muligvis fordi de tilskriver lytternes omtalte evne til at navigere i flere forskellige auditive rum samtidigt stor betydning i den sammenhæng.

Alligevel vil det være sandsynligt at fremtidens lydbranding vil inkorporeres i mp3-lytterens mobile ’lytteflow’, således at man eksempelvis vil kunne koble sig på banegårdens auditive kanal og herigennem modtage relevant information, der kan fade ind og ud gennem den udvalgte musik på samme måde som et indkommende telefonopkald gør det på smart phones i dag. Indtil videre stiger konkurrencen om den auditive opmærksomhed i det urbane rum, og det bliver spændende at erfare, om konsekvensen bliver distraktion i stigende grad, en større indifference eller et øget behov for selv at designe det lydmiljø, vi befinder os i.

Ingen kommentarer


Skriv en kommentar


RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack

Links til dette indlæg:

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink