Film skal ikke høres over Atlanten

Det er så dejligt at flyve med SAS til New York. Man får et sæde, lidt klemt måske, og en lille bakke med mad og et tæppe. Og så er der musik eller film på næsten hele turen mod den store, lysende og larmende metropol – i hvert fald når den høje stemme i kabinehøjtalerne er blevet færdig med at fortælle om, hvad man skal gøre, hvis trykket falder og den slags.

Turen er kun lige begyndt. Men der er som sagt sørget for underholdning i form af en lille skærm, som man kan trykke på. Og, vupti, kommer der en oversigt med film. Også nogle som man ikke har fået set, heldigvis. Høretelefoner får man også. Sådan nogle små nogle, som man stikker ind i øregangen, hvor de sidder faretruende tæt på trommehinden.

Det er her problemerne begynder. For der er faktisk lyd på filmen. Men der er simpelthen mere lyd i kabinen. Ventilationssystemet overdøver ikke kun motorlarmen (der trods alt er begrænset, når man først rammer de højere luftlag) men også filmen, der er absolut ikke-tekstet. Det er dér (om ikke før), at det går op for én, at film er andet og mere end levende billeder. For fanden: man kan ikke engang høre, hvad de siger! Selv ikke hvis man skruer helt op. Filmens personer vader bare rundt på ryglænet af sædet foran og udstøder underlige skrat-skratterat lyde med delvist genkendelige ord her og der, mens de udfører en kun halvt forståelig pantomime. Pludselig sætter noget, der vist nok er filmmusik, meget voldsomt ind i et præcist angreb på min trommehinde, der kun befinder sig få millimeter fra den lille men skræmmende og aggressivt pågående højtalermembran i min øregang.

Lyden findes åbenbart kun i to varianter: enten lav og uforståelig eller høj og smertefuld. Selv i en tid med komprimerede mp3-filer, hvor komfort og mobilitet og social udveksling har nedstemt den gode lyd, virker det bizart at hænge der i femten kilometers højde med minusgrader uden for, mens smerten fra teknologisk misdesignet lyd truer mig på hørelse og forstand.

Jeg opgiver filmen og tømmer i stedet rødvinen, som de flinke flyvemennesker, der hele tiden skifter tøj, har delt ud. Med ventilationssystemets og motorstøjens høje, men trods alt regelmæssige, susen og rumlen i øre og krop sover jeg mig vej til det store æble. Film skal i hvert fald ikke høres over Atlanten.

Birger Langkjær

Ingen kommentarer


Skriv en kommentar


RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack

Links til dette indlæg:

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink