Lydbranding til distraherede lyttere

For over hundrede år siden beskrev sociologen George Simmel i ‘The Metropolis and Mental Life’ (1903/2003), hvordan det moderne menneske kontinuerligt bombarderes med indtryk i det urbane rum og som resultat heraf bliver blasert og uinteresseret i sine omgivelser. Mængden af indtryk er ikke blevet mindre siden da, og opgaven med at orientere sig i byen og økonomisere med sin opmærksomhed er blevet mere kompleks.

Samtidig har teknologien muliggjort, at vi kan tage en række mobile medieprodukter med os overalt (mp3-afspillere, bærbare computere, mobiltelefoner m.m.). Interaktionen med disse skaber således endnu et lag af informationer, som vi skal forholde os til, mens vi opholder os i det urbane rum. Vi tilføjer information i form af medbragt musik, radioprogrammer eller lignende, og vi er altid ’online’ og til rådighed på mobiltelefonen og på mail. Især er mp3-afspilleren blevet beskrevet som et redskab til at lukke sig ude fra omgivelsernes til tider overvældende sensoriske bombardement (Bull, 2005, 2007; Beer, 2007; Sterne, 2006: Hosokawa, 1984 m.fl.), og bliver derfor også forstået som et eksempel på Simmels blaserte og indifferente ’urbanist’, der har nok i sig selv og sin egen udgave af byen. En sådan lytter kan beskrives som distraheret og dermed ikke nærværende i forhold til omverdenen (Jf. fx Jonathan Crary, 2001 og John Tebbutts, 2009 beskrivelse af de sociale og moralske aspekter af den distraherede vs. den fokuserede lytning).

Med R. Murray Schafers betegnelse kan man således se mp3-lytteren som eksemplificerende en ’universal deafness’ (Schafer, 1977) – dvs. en tilstand, hvor vi ikke længere er i stand til at fokusere på og sætte pris på omgivelsernes lyde, fordi mængden af auditiv information har nødvendiggjort, at vi overhører oftere end vi hører.

Den distraherede lytter
Men eftersom den distraherede lytter i dag selv har valgt at lade sig distrahere af de omtalte teknologier, og eftersom disse er en naturlig del af mange menneskers daglige navigation igennem og håndtering af det urbane miljø, er det nødvendigt at reevaluere, hvordan distraktion skal forstås i denne sammenhæng.

I artiklen ‘How many movements?’ (2003) beskriver Caroline Basset, hvordan mobiltelefoni aktiverer og forbinder fire eller flere rum på samme tid. De to samtaleparter befinder sig i to forskellige fysiske rum, de kommunikerer i et virtuelt rum, og derudover skaber forbindelsen mellem de to fysiske rum nye rumligheder. Det fremgår ikke tydeligt i artiklen, præcis hvor mange mere eller mindre konkrete, fysiske rum, der er på spil i denne situation, men det interessante i denne sammenhæng er det fokusskift en sådan kommunikation på tværs af rumligheder nødvendiggør. Den samtalende er nødt til kontinuerligt at orientere sig skiftevis mod samtalens indhold og mod sin egen kropslige tilstedeværelse i et rum. Endvidere vil samtalens længde, indhold osv. i mange tilfælde blive påvirket af de fysiske rum og af muligheden for, at andre overhører samtalen. Basset konkluderer at det moderne menneske bl.a. grundet mobiltelefonen er blevet vant til konstant at skifte lyttefokus og dermed i en vis udstrækning altid være distraheret i forhold til noget.

Foto: Nina Gram, New York 2010

Foto: Nina Gram, New York 2010

Denne udvikling er også gældende for mp3-lyttere, der efterhånden bliver bedre og bedre til at navigere i de forskellige rum de befinder sig i under den mobile lytning. Med David Beers (2007) betegnelse ’tuner’ vi ud af det ene rum og ind i det andet, og denne bevægelse kan for erfarne mp3-lyttere foregå helt naturligt og ubemærket. Som det fremgår af billedet er det ikke ualmindeligt at en mp3-lytter tager den ene øreprop ud og på den måde opretholder en (distraheret) kontakt til begge rum. Det er tilsyneladende en vanesag at være distraheret, og det behøver ikke nødvendigvis at være ensbetydende med indifference overfor omgivelserne.

Lydbranding til distraherede lyttere

Idéen om den distraherede lytter er endvidere interessant at overveje i en tid, hvor erhvervslivet bliver stadig mere opmærksom på mulighederne i lydbranding. I takt med at flere og flere lytter til deres personlige soundtrack, når de bevæger sig igennem byen, er stadig flere virksomheder blevet optaget af auditive brandingstrategier. Der kommer flere succesfulde virksomheder som Sonicbranding, Audiowise, Inaudio m.fl., der specialiserer sig i at designe lydidentiteter til brands og kommunikere diverse beskeder auditivt.

Senest har Rambøll d. 1. juni dannet rammen om et dagsseminar, der under overskriften Designede Lydmiljøer tematiserede aktiv brug af lyd og lyddesign. For mere om dagens program se her.

Temaet blev belyst fra blandt andet et neurovidenskabeligt, teknologisk, urbant, kulturelt og arkitektonisk perspektiv, men spørgsmålet om lytteren var ikke sat på dagsordenen. Dette er måske netop fordi erhvervslivet ikke ser teknologier som mobiltelefonen og mp3-afspilleren som problematiserende deres kommunikation til deres målgruppe. Virksomhederne regner tilsyneladende med, at deres budskaber bliver modtaget gennem eventuelle høretelefoner, muligvis fordi de tilskriver lytternes omtalte evne til at navigere i flere forskellige auditive rum samtidigt stor betydning i den sammenhæng.

Alligevel vil det være sandsynligt at fremtidens lydbranding vil inkorporeres i mp3-lytterens mobile ’lytteflow’, således at man eksempelvis vil kunne koble sig på banegårdens auditive kanal og herigennem modtage relevant information, der kan fade ind og ud gennem den udvalgte musik på samme måde som et indkommende telefonopkald gør det på smart phones i dag. Indtil videre stiger konkurrencen om den auditive opmærksomhed i det urbane rum, og det bliver spændende at erfare, om konsekvensen bliver distraktion i stigende grad, en større indifference eller et øget behov for selv at designe det lydmiljø, vi befinder os i.

Finske skove, tuba’er og The Tuning of the World

For 33 år siden udkom R. Murray Schafers bog The Tuning of The World, som bl.a. var en reaktion mod den udvikling og intensivering af det offentlige lydmiljø, der karakteriserede 60’ernes og 70’ernes industrialisering. Bogen er kendt for at introducere begrebet soundscape - en auditiv pendant til ’landscape’. Soundscape betegner et givet lydmiljø, der omgiver os, og som vi lever og forstår vores liv igennem. Schafer ønsker at skabe opmærksomhed på verdens lydlige kendetegn, og han er fortaler for hvad man kunne kalde en lydøkologi, hvor nogle lyde tilskrives mere betydning og værdi end andre. I den forbindelse skelner ham mellem signalbærende lyde (signals), grundlæggende og ofte forekommende lyde (keynote sounds) og stedmarkerende lyde (sound marks).  Endvidere introducerer han i bogen forskellige lytteaktiviteter så som ear cleaning og soundwalks, hvor individets skal lære at lytte til sine omgivelser og registrere de lyde, som ellers ofte overhøres bevidst og ubevidst. Schafer mener, at utilstrækkelig opmærksomhed på vores soundscape kan have omfattende fysiske og psykiske konsekvenser. Han og hans team (bestående af blandt andre Steven Feld, Hildegard Westerkamp, Bruce Johnson og Barry Truax) refererer i deres arbejde kontinuerligt til forskellige ’oprindelige’ eller ’naturlige’ lydmiljøer fundet hos enten en stamme i New Guinea (Feld) eller i forskellige landsbyer i Europa. Der er altså tilsyneladende en forestilling om og forkærlighed for de ’naturlige’ lyde, og denne præference er som regel central i kritikken af Schafers arbejde.

Men hvad kan The Tuning of The World bruges til i dag, hvor forestillingen om ’naturlige’ lyde ikke alene er uinteressant men også ufrugtbar?

I juni måned dette år deltog jeg i konferencen ’Ideologies and Ethics in the Uses and Abuses of Sound’ som blev afholdt i Finland i regi af World Forum of Acoustic Ecology. Tilstede var hele Schafers team samt en lang række andre forskere. Jeg så frem til at høre mere om, hvordan studier af soundscapes kan bidrage til en forståelse af vores samtidige teknologiske og altid allerede medierede hverdag.
De forskellige keynote- og paperpræsentationer var alle meget interessante, og et gennemgående tema var lydens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. I løbet af konferencen var der dog ikke mange bud på konkrete modeller for, hvordan vi kan designe, modellere eller justere aktuelle lydmiljøer, så de giver anledning til positive oplevelser, og den oprindelige idealisering af den ’naturlige’ lyd var stadig fremtrædende.

Under konferencens sidste hele dag bød programmet på en soundwalk introduceret af Hildegard Westerkamp og konstrueret af musiker og kunster Pessi Parviainen. Mine forventninger til vandringen var, at vi nu skulle lære at lytte rigtigt og opmærksomt til vores omgivelser og dermed sætte pris på naturens små men vigtige lyde (fuglesang, bækkens rislen osv.). Jeg var indledningsvist temmelig skeptisk overfor denne disciplinerede lytning, eftersom jeg vidste, at jeg efter flere dages intens akademisk og social stimulans ville have svært ved at holde mine tanker fokuseret på vindens susen i træerne.

Hildegard Westerkamp introducerede vandringen for foden af et bjerg. Hun fortalte om sine erfaringer med lydvandringer og kom derefter med to korte instrukser, som skulle vise sig, at sætte mine tanker fri og dermed give mulighed for en intens og perspektiverende soundwalk.

For det første skulle vandringen foregå i stilhed, og det var dermed ikke muligt at kommentere eller på anden måde reagere verbalt på de indtryk, man fik. For det andet gav Hildegard Westerkamp os ‘lov til’ at skifte mellem en indre og en ydre lytning. Hun forklarede, hvordan vi nogen gange ville være opmærksomme på omgivelsernes lyde og andre gange ville blive afbrudt af andre personlige tanker angående indkøb, kolde tæer, aftensmaden eller lignende. I stedet for at forsøge at blokere disse afbrydelser skulle vi notere os dette skift i opmærksomhed og lade os veksle fra den ene til den anden lytning.

Vandringen startede med en tur i skilift. Undervejs på svæveturen, og efter jeg havde vænnet mig til den underlige instruerede stilhed, der var mellem min sidemand og jeg, begyndte jeg automatisk at være mere opmærksom på mine omgivelser – både de auditive og de visuelle indtryk.

Da vi nærmede os toppen af bjerget, kunne vi pludselig høre en tuba spille et sted i skoven. Lyden blev højere, i takt med at man kom nærmere, men først helt til sidst kunne vi se kilden til lyden. Oplevelsen af trætoppene og den smukke natur blev overraskende intens i kraft af tubaens dybe toner, der gav genlyd i hele skoven.

Efterfølgende blev vi ledt ind i skoven til fods, og det første stykke tid var det primært vores skridt i gruset, der skabte de højeste lyde, og mine tanker begyndte at vandre til min paperpræsentation, til min hjemrejse og til mine 19 myggestik på benene. Inden længe blev min opmærksomhed igen rettet mod skoven, da jeg hørte endnu et instrument kalde fra et sted mellem træerne. 

Jeg nød det klassiske soundtrack men var samtidig overrasket over, at en lydvandring i denne kontekst bød på kompositionsmusik, der i nogle tilfælde overdøvede skovens egne lyde. Sådan fortsatte turen ad smukke stier ind imellem træer og fra det ene instrument til det næste. Min opmærksomhed skiftede konstant fra en ydre lytning til musik og omgivelser til en indre lytning, der blev mere og mere intens og personlig. Den langsomme bevægelse, de smukke synsindtryk og klassiske musik, som erfaredes gennem den ydre lytning, skabte et rum for refleksion, der påvirkede den indre lytning. Forskellige personlige og faglige forhold fremstod mere klare og tydelige, og samtidig oplevedes omgivelserne stærkere. Denne relation mellem de forskellige lytninger – mellem det private og det kollektive - synes at være central for en forståelse af det lydmiljø, vi lever i og for vores oplevelse af det. Det lader således til, at den ydre og den indre lytning ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger men kan være hinandens kvalificerende forudsætninger. Det er måske i denne gensidige relation, at man skal forstå ideologierne bag The Tuning of the World i dag. I stedet for at efterlyse et mere naturligt soundscape, kan der måske fokuseres på en kvalificeret lytning og dermed en opmærksomhed på både omgivelsernes sanselige udtryk men også på vores erfaring og bearbejdning af disse. Dvs. lytning forstået som opmærksomhed på både ydre effekter og indre affekter.

Greensleeves sætter stemningen for Richard III

I oktober 2009 havde Det Kgl. Teater premiere på det klassiske Shakespeare stykke Richard III. Stykket var et tre timer langt inferno af kroppe og ord. I den nye opsætning var historikken, kostumerne og rekvisitterne fjernet, og forestillingen var skåret ind til benet. Et ben bestående af stemmer, kroppe og følelser en masse. Forestillingen modtog stor ros fra kritikerne, og der blev talt om de fremragende skuespilpræstationer og den nytænkende opsætning. Hvad der derimod ikke blev fokuseret på var den lydlige iscenesættelse, der skabte et miljø og en forventning inden og omkring forestillingen. Instruktør Staffan Valdemar Holm ønskede at understrege den enkle opsætning ved op til forestillingen at skabe et kontrasterende og udtryksrigt miljø. Det gjorde han ved hjælp af lyd. Tyve minutter inden forestillingen blev fire forskellige udgaver af Greensleeves afspillet oveni hinanden i hele Skuespilhusets foyer. Denne evergreen var valgt i kraft af dens tidslige relation til forestillingen. Lyden skabte et komplekst soundscape i dette offentlige rum, der også huser en bar og et restaurantområde. Idéen var, at lyden skulle skabe forvirring og måske en smule stress hos publikum, således at det mørke rum, den enkle scene og forestillingens stærke dialoger oplevedes kontrasterende og dermed desto stærkere.

 

Hvordan denne auditive iscenesættelse fungerede, vil jeg lade andre om at bedømme, men det interessante i denne sammenhæng er den tendens, som tiltaget peger på. Det lader til, at musikkens funktion og generelle potentiale bliver stadig mere og bedre udnyttet.

For det første er lyden i denne sammenhæng med til at sætte spørgsmålstegn ved og forsøgsvist udvide de traditionelle, fysiske grænser for teaterkunsten. I og med lydens udbredelse flyttes det sanselige og fiktive univers ud i det offentlige rum, ud i restauranten og mødestedet. Dette bliver nu et rum, der i endnu højere grad er præget af forventning og måske endda forvirring. Rummet kræver umiddelbart, at gæsterne forholder sig til de markante udtryk, og de bliver dermed meget tidligt placeret i deres rolle som publikum. Lyden synes således at diktere en bestemt rollefordeling og markere huset som afsender og gæsten som modtager af de kunstneriske udtryk.

 Skuespilhuset

Samtidig har det særegne lydbillede en territoriemarkerende effekt, der som nævnt tager det offentlige rum og samtlige gæster og medarbejdere som ’gidsler’ i den dramatiske og stemningsorienterede udvikling, som lyden søger at skabe. Lyden er kun konstrueret m.h.p. og i forbindelse med forestillingen på Store Scene, og den har derfor ingen bevidst relation til de øvrige forestillinger i Skuespilhuset eller til stemningen i restauranten. Lyden får derfor ikke kun den stemningsopbyggende kvalitet, som den var tiltænkt. Den fungerer også som reklame for forestillingen. Reklame der henvender sig til både publikum til andre forestillinger, men også til øvrige gæster i huset. Teaterkunsten og mere specifikt Richard III markerer således sin aktuelle fremtrædende position i Skuespilhuset.

 

Den lokkende lyd

Denne udnyttelse af lydens stemningsmæssige, kommercielle og territorielle kvaliteter ses i stadig stigende grad i mange offentlige byrum. Det er ikke noget nyt, at virksomheder forsøger at holde på deres kunder eller trække nye til og dermed øge deres salg i kraft af musik. Men tendensen bliver stadig større og musikken bliver flere steder stadig kraftigere. En gåtur ned ad strøget eller i de fleste indkøbscentre er et glimrende eksempel på lyd-territorielle magtkampe. Butikkerne rækker armene ud i det offentlige rum ved at skrue op for den musik, som de forventer, vil tiltrække deres målgruppe, og reklameringen bliver derved luftbåret og i nogle tilfælde dominerende.

Siden muzakkens fremkomst og med dens efterfølgende udbredelse har der været heftig debat om denne lokkende lyd, der kunne få forbrugere til nærmest hvad som helst. Alligevel lader det til, at der bliver mere og mere lyd i vores omverden. Men skal vi så have ondt af den private forbruger, eller er det en udvikling, som privatpersoner naturligt lærer at navigere i og måske endda udnytte? Det lader til, at denne opmærksomhed på og anerkendelse af lydens potentiale efterhånden er nået fra de kommercielle interesser til andre områder.

 

Vi bliver som privatpersoner stadig mere vant til og trygge ved at bruge musik som kommunikationsmiddel. For det første kan man rent visuelt, ved brugen af iPod eller andre mp3-afspillere, signalere en distance til omverdenen. Lytteren bliver mere utilnærmelig, fordi en kontakt til vedkommende vil betyde en afbrydelse af den aktivitet, som han/hun er optaget af. Men denne private lytning er efterhånden ikke kun privat. De nyeste iPods og mp3-afspillere er udstyret med så kraftige højtalere, at lytteren kan bære dem i brystlommen og afspille sin musik til glæde eller i hvert fald til ære for omgivelserne. Her bliver musikkens identitetsforstærkende og territorielle kvaliteter tydelige. Individet iscenesætter sig selv i kraft af valget af musik, og lyden skaber indtryk af og forventninger til den personlighed, der bærer musikken.

 

Så nej, den private forbruger og lytter skal ikke fremstilles som ’lydoffer’. Efter i årtier at være blevet konfronteret med og tiltalt gennem auditive virkemidler har individet tilsyneladende selv lært at tale dette lyd-sprog. Vi kender alle til lydens potentielle effekt, og nu har mange så lært at udnytte den til deres egen fordel i forskellige situationer og med divergerende hensigter. Nogle ønsker som nævnt at kommunikere og delvist konstruere deres identitet og sociale plads i samfundet. For andre handler det om at understøtte eller forandre en sindsstemning, og endeligt søger nogle at skabe et frirum i det offentlige urbane rum, hvor de ikke bliver forstyrret eller kontaktet. Fælles for brugen af disse private, lydlige iscenesættelser er ønsket om kontrol. I takt med den stigende brug af musik og lyd i det offentlige rum har vi mistet retten til eller i hvert fald muligheden for ro. Igennem mobile lydmedier som mp3-afspilleren og iPod’en kan individet opleve at generobre kontrollen og selv bestemme, hvilket lydbillede der skal præge vedkommendes bevægelser gennem byen.

 

 - Altså lige indtil man tager ørepropperne ud for i teatret at overgive sig til Shakespeares dramatiske univers. Men pas på – det kan være netop i dette sårbare øjeblik, at lyden når dig og måske endda forfører dig.

 

Så tag ud og nyd kontroltabet – lyt til byen!

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink