“Ear room” i Himlen over Berlin

Englelyd, medhør og intuition  i  Himlen over Berlin

 DR viste for nylig d. 25. nov. og d. 5. dec. 2010 Wim Wenders film fra 1987 på DR K. Jeg faldt tilfældigt ind i den og genså derfor kun dele af den. Men jeg har genoplevet filmen mange gange siden 1987, dels for min egen fornøjelses skyld, men også i min undervisnings- og foredragspraksis, hvor jeg har fokuseret på den som eksempel på nye filmmusikalske standarder i moderne film. Ikke desto mindre slog det mig endnu engang, hvor indtagende og enestående poetisk og ”overskridende” filmen stadig virker på mig. Hør engang hvorfor og hvordan.

For jer, der endnu ikke har oplevet filmen eller som har glemt den: klik ind på dette link og (gen)oplev filmens anslag (10 minutter): http://www.youtube.com/watch?v=Z4gFy-DJikA&feature=related

Filmen udspiller sig fra to engles syns- og hørevinkel: Damiel og Cassiel befinder sig i og over den stadig delte by Berlin, hvor de bevidner og noterer menneskeskæbner og tildragelser på tværs af  menneskelige grænser (herunder Berlinmuren) mellem ude og inde, oppe og nede, hørbart og uhørligt. De to engles sanseapparat er altså anderledes end det normalt menneskelige: de kan høre alt, både det vi mennesker hører (tale, lyd, musik), men også menneskers tanker, deres indre stemmer, ”stream of consciousnes”. Til gengæld kan englene (og vi) ikke se i farver, men kun i sort/hvidt – og de mangler den haptiske følesans samt smags- og lugtesansen. Med andre ord: de er mestendels ånd og evighed, hvor menneskene mestendels er krop og dødelighed. De to engle færdes lyttende og iagttagende rundt mellem mennesker (og andre engle) – vi kan se englene, som skiller sig ud ved at bære store overfrakker og have hestehaler, men de voksne mennesker i filmen kan ikke se dem, de kan undertiden ”fornemme” dem, hvilket kan høres i deres tanker, når englene lægger en støttende eller trøstende hånd på dem: pludselig får deres tanker (som vi hører gennem englenes hørevinkel) en anden karakter af håb, liv og fremtid. http://www.youtube.com/watch?v=2izlo8UX_PA&feature=related

Filmens børn kan se og kommunikerer tydeligvis med englene – dvs. at vi som filmtilhørere bliver som børn.

En enkelt af filmens karakterer, Peter Falk (Colombo), kan som filmens eneste voksne menneske intuitivt fornemme Damiels usynlige tilstedeværelse: ”I can´t see You but I know you are there” siger han og række hånden frem. ”I wish You were here” fortsætter han, efter at han har demonstreret menneskelivets kropsligt-sansende og sensoriske lyksaligheder for den interesserede Damiel. Senere da Damiel har valgt at ”gå over” fra at være engel til at være menneske (og nu sammen med vi tilskuere kan se i farver), opsøger han Peter Falk for at få gode råd om det kødelige liv. Peter Falk fortæller ham, at han selv er tidligere engel, som valgte at blive menneske, og at det er godt. Hans egen tidligere engle-lytte-evne er tydeligvis blevet til menneskeintuition – jf. også Peter Falks Columbo-detektivfigur og dennes markante intuitive og lyttende opklaringsmetoder og stil.

 http://www.youtube.com/watch?v=-U9kjN5ISDQ&feature=more_related

Eftersom englene kan høre rigtig mange lyde og stemmer, bliver det filmiske lydrum, som vi sammen med englene indlejres i, særdeles varieret, komplekst, polyfont og undertiden kaotisk. Men da det netop er englenes opgave at erkende og bevidne alt menneskeligt i historien – jf. Walter Benjamins begreb om historiens engel – så bliver englene i deres lytning nødt til at fokusere og sammenfatte de mange lydlige artikulationer, sådan at den kakofoniske lyd omlyttes til fx én stor og ”sfærisk” korklang (komponeret af Laurie Andersson!), som det sker i englenes besøg på det store bibliotek, hvor vi også hører alle de tavst læsendes indre læsning eller bøgernes ”stemmer” under og sammen med den store klang. http://www.youtube.com/watch?v=Wi8sYY0pCdE&feature=related

Eller som det sker i luftrummet over Berlin, hvor de/vi i flyet en passant i filmens anslag hører samtlige radiostemmer og –kanaler fra det store radiotårn, inden de omlyttes til en stor korklang. Englene kan også undertiden på narrativt centrale tidspunkter vælge at omlytte det menneskelige lydkaos til en fokuseret ”historiens stemme”, artikuleret af en dyb strygers melodiske tema, komponeret af Jürgen Knieper i en stram, modernistisk stil. 

I en markant del af det filmiske (lyd)rum befinder sig også Nick Cave and The Bad Seeds, hvis optræden englen Damiel bevidner på en berlinsk klubscene – med den effekt at vi hører Nick Cave´s indre overvejelser over det han ikke vil sige i præsentationen af næste nummer, hvorefter han et splitsekund senere så alligevel siger netop det højt til publikum! Vi lægger altså øre til hans egen polyfone spleen, sådan som vi også hører og genkender den i Nick Cave´s mørktonede, poetiske rockmusik.  

 Wim Wenders har således meget konsekvent og med sit særlige englesansende greb udvidet tilskuerens position til også at være en ekstrem tilhører. Gennem medhør på englenes grænseløse lytten ud over det sædvanlige erfarer vi bevægelsen fra den om-sig-gribende praksis og kliche: ”jeg lytter til min egen mavefornemmelse” til en jeg-du passage: “jeg lytter til dig og alle mulige andre stemmer”.

Og hvad kan vi så bruge det til, når filmen er forbi og der efterfølgende slukkes for den særligt udvidede sanseevne?

Den engelske litteraturprofessor Steven Connor har på sin hjemmeside http://www.stevenconnor.com/ tilgængeliggjort en del artikler inden for feltet sound, voice and music. I artiklen ”Ear Room” (2008) http://www.stevenconnor.com/earroom/ reflekterer han over lyd og rum – såvel space=åbent, virtuelt rum som room=okkuperet, beboet rum –, herunder de specifikke sansers forskellige evner til lokalisering. Hvor vi ser om ikke i øjnene så dog fra et bestemt point of view så lader det til at vi hører ting fra hvor de er, snarere end fra hvor vi selv og vores ører er: hørelsen både okkuperer og evakuerer os, den fylder os op og spreder os ud. Lyd stiller spørgsmål (hvad er jeg? hvor kom det fra? hvad vil der ske nu?), i forhold til hvilke vi må konsultere øjnene for svar, idet selve aktiviteten at se via det cartesianske grid muliggør en synsaktens præcise lokalisering af en position via koordinater og punkter i et grid: heraf et point of view og heraf synsakten som en slags answering point.

Et korresponderende point of audition er derimod næppe muligt som andet end en tilstræbt og optimistisk analogi, eftersom vi mestendels befinder os i en flerhed af positioner med hensyn til lyd, siger Steven Connor. Ørerne kan lytte i flere retninger samtidigt og derfor høre noget forskelligt. Vi er ”lutter ører” og vi ”låner ører”, men ørerne har ingen egen mobilitet, sådan som øjnene har det, og derfor kan vi ikke fokusere vores hørelse, også fordi lydene ikke står stille for vores inspektion. Øret indtager en særlig foranderlig disposition i og i forhold til rummet det befinder sig i. Hvor øjet behersker rum, okkuperer og okkuperes øret med rum.

Det vil sige at øret skaber room. Og ear room handler om bevægelser, spændinger, anstrengelser og afspænding. Kort sagt: lyd er ikke gjort af objekter, men af energier, intensiteter og inertier. Lytning implicerer derfor altid thermodynamik eller energi”budget”. Siger Steven Connor. 

 Kunne man forestille sig, at bevægelsen fra engel til menneske – sådan som Peter Falk og englen Damiel foretager den – svarer til vores overgang fra engle-medhørende tilskuere, indlejret i det filmiske ear room i Himlen over Berlin, til almindeligt hørende mennesker efter filmen, hvor vi ikke mere på englevis bogstaveligt kan høre mennesketanker, de læsendes indre læsning eller passerende radiobølger, men hvor vi til gengæld har mulighed for stadig at fastholde den intuitive toning, som Peter Falk (Columbo) og andre tidligere engle besidder: evnen til at agere som om vi befinder os i et konstant ear room, hvor vi er lutter ører, åbne for allehånde energier, intensiteter og kommunikative bølgelængder?

I bekræftende fald vil det kunne åbne vores forundring over for tilværelsen i en stærkt poetisk, berigende og bevidnende retning.

Hør lyden – sig navnet

I december måned offentliggjorde brandingeksperten Martin Lindstrøm (der selv er blandt verdens 100 mest magtfulde mænd) en liste over verdens mest magtfulde lyde. Hele 6 forskere har ifølge Lindstrøm selv været i gang med at lave den neurovidenskabelige undersøgelse, der en gang for alle skulle afsløre, hvilke lyde der påvirkede os mest. Der blev, som man vil kunne høre i interviewet fra tv 2 den 4. december 2009, anvendt så videnskabelige metoder som EEG, undersøgt pupiller og målt mængden af sved i håndfladerne for at klarlægge hvilken lyd, der var den mest magtfulde.

http://video-dyn.tv2.dk/index.php/id-28038027.html

Og de ti mest magtfulde lyde var:

−       babylatter,

−       mobiltelefonens vibrator,

−       lydene af tasterne fra en hæveautomat,

−       den amerikanske nationalmelodi,

−       sodavand der hældes op i et glas,

−       bøf der steger,

−       cigaret der tændes og inhaleres,

−       Mendelsohns Bryllupsmarch,

−       Hail to the Chief, (march der spilles i forbindelse med præsidentens optræden)

−       When You Wish Upon a Star

Lindstrøm fortæller selv om undersøgelsen, at vinderen − babylatter – er tegn på, at vi stadig er mennesker. Således beroligede kan vi så læse, at babylatter virkede stærkere på kvinder end på mænd, idet babylatterlyden er integreret i den kvindelige hjerne. Om det betyder at kvinder er mere mennesker end mænd ved jeg ikke – men vi lader lyden stå et øjeblik!

Lindstrøm mener, at der ikke er store forskelle på danskere og amerikanere. Det kulturlige er ikke noget som Lindstrøm beskæftiger sig med. Nej, det er de lyde, som går bag om ryggen på os, han er interesseret i.

Hvorfor så opregne de mest magtfulde lyde i verden? Jo de kan jo bruges som brand. Som akustiske punktummer, der med en lyd kan få os til at tænke på et bestemt produkt. Og kan man definere dem, kan man komme til at eje dem.

Og det interessante er, at Lindstrøm ifølge et interview er ved at brande netop den lyd, som undersøgelsen identificerer som verdens mest magtfulde. Dvs. at vi når vi i fremtiden hører babylatter, skal tænke på et bestemt produkt. Det bliver spændende at følge med i, hvad vi skal forbinde med lyden? Desværre kan Lindstrøm ikke røbe, hvilket firma vi skal tænke på, men et whiskymærke er det næppe.

Heller ikke lyden af en sodavand der hældes op er brandet endnu. Lindstrøm mener denne lyd vil komme til at tilhøre Pepsi eller Coca Cola. Måske er danskere og amerikanere ens – og så alligevel. Facebookgruppen “Lyden af en øl, der knappes op” har 18.000 fans. Gad vide om de vil acceptere, at Pepsi eller Cola skal forbindes med den lyd?

Og så er der lyden af bøf. Martin Lindstrøm udtaler: »Det er en af de mest uudnyttede lyde i verden i forbindelse med branding. Over de næste fem år kommer der til at ske noget i medierne, således at man vil forbinde en bestemt stegende bøf-lyd med for eksempel Burger King. Når man et niveau, hvor man ejer den lyd, så når man også et niveau, hvor folk ikke blot tænker på, at de bliver sultne, når de hører den lyd, de tænker på dit brand og vil kun have dit brand. Lidt skræmmende, men meget interessant«.

http://www.business.dk/medier-reklamer/de-ti-mest-magtfulde-lyde-i-verden

Og her gik man og troede at lyden af stegning tilhørte Otto Mønsted OMA-stegemargarine, der i 1936 lod Liva Weel stege i OMA under afsyngning af sangen Lad det boble-boble-boble.” Det var godt nok en kotelet – men mon ikke denne lyd er er lige som god som en bøf – Lindstrøm?

http://ottomoensted.dk/omf75/lad_det_bobble.html

“I morgen om et år”

er titlen på Hotel Pro Formas seneste multimediale forestilling om Darwin, en såkaldt electro opera med musik af den svenske electro-pop duo The Knife. Charles Darwins hovedværk Arternes oprindelse udkom for 150 år siden, og det har været anledningen for Hotel Pro Forma til en kunstnerisk udforskning af Darwins evolutionsteori. Hotel Pro Forma har under ledelse af Kirsten Delholm siden 1985 udviklet et konceptteater gennem en tværmedial, kunstnerisk udforskning på tværs af genrer som fx. teater, performance, billed- og installationskunst, lyd, musik og musikdramatik  -- i de senere år kombineret med en markant brug og æstetisk udforskning af nye digitale teknologier. “Hotellet” arbejder som et laboratorium hvor hvert projekt og eksperiment gennemføres med nye kunstneriske personkonstellationer af forfatter, librettist, komponist, scenograf, koreograf, dansere, performere osv. Hotel Pro Formas produktioner er således svære at rubricere -- men man kunne kalde dem for “Gesamtkunstwerker”, hvori alle kunstarter eller medialiteter er i spil i et ikke fastere defineret hierarki. Siden 90´erne er tendensen dog at lyd, musik og stemmer har indtaget en stadig mere central position i værkerne.

Dette gælder i høj grad for forestillingen I morgen om et år (premiere på Det Kgl. Teater d. 2.9.2009, opført i Musikhuset i Århus d. 27.-28.11.09), som Hotel Pro Forma selv kalder en elektro opera på sin hjemmeside http://www.hotelproforma.dk/side.asp?side=2&id=438

Se også klip fra forestillingen på YouTube

Betegnelsen Gesamtkunstwerk forbindes ofte med Richard Wagners musikdrama, især hans tetralogi Der Niebelungen Ring. I den fuldførte Wagner sit hovedopgør med den traditionelle “nummer”opera-genre, idet han i Ringen arbejdede med flg. princip: dramaet skal foregå i musikken eller orkestret -- resten, dvs. tekst/lyrik, billeder/scenografi og bevægelse/dans skal indordne sig det musikalsk-dramatiske, og der må ikke være “stop” i musikken eller mellem enkelte sang”numre”, hvorimod der skal være een sammenhængende og evig orkestermelodi -- lig verdens uendelige “melodi”.

Dette princip kan også siges at være i brug i Hotel Pro Formas nye forestilling, idet The Knife´s elektro-akustiske musik- og lydspor etablerer en “evig orkestermelodi” eller snarere et uendeligt lydligt erfaringsrum, hvorigennem vi hører lyden af verdensarternes evige evolution og forandring, dynamik og spring.

Listening and Voice -- Phenomenologies of Sound

er en bog skrevet af den amerikanske filosofiprofessor Don Ihde, opr. udgivet i 1976, nu genudgivet i en revideret version i 2007. Don Ihde er især kendt inden for medie- og informationsvidenskabelige kredse for sin forskning i relationen mellem krop og teknologi, men i denne bog fremskriver han -- med basis i Husserl og Heidegger -- fænomenologier for vores auditive perception og oplevelse af verden, idet han explicit anerkender vores perceptions hypersensoriske og multimediale sammensathed. Don Ihde´s begreb om “voice” er særdeles bredt: alle verdens fænomer, dvs. ting, dyr, natur, artefakter og mennesker (samt Gud!) har eller får lyd, når de bliver sat i bevægelse af mennesker eller af naturen, og i den forstand har de alle en “stemme” -- mennesker sågar en ydre som en indre - hvorigennem vi lyttende kan opleve og erfare tingenes overflade, form, materialitet og “indre”.

I morgen om et år gennemspiller arternes tid og forandring over tid og i rum i et stærkt koncentreret, flerstemmigt og polyfont forløb -- det som netop lyd og musik kan gestalte. Lyden af forskellig tid artikuleres på scenen af den historiske musik- og stemmetradition, nemlig af en operasyngende mezzosopran, af en moderne mandlig pop-rock sanger samt en almindeligt syngende kvinde performer. Disse tre stemmer synger ind i en stor og sammensat “orkester”lyd genereret og afspillet elektronisk, komponeret af The Knife med elementer og materiale fra alle ender af verdens lyd og i en stil- og tidsmæssigt kaotisk, støjende sammensathed: optagede naturlyde fra bl.a. Sydamerika, støj og scratch , minimalistisk enkle og unisone melodier, tromme- og percussionbeats m.m. i een uendelig, men meget heterogen “orkestermelodi”, som kun undtagelsesvis samles med de levende og performative stemmer og harmoniseres i et “nummer” eller et hit. Lyd- og musiksporet artikulerer et stort virtuelt lydrum eller soundspace, som har indarbejdet al verdens lyd, “stemmer” og soundscapes.

Visuelt opererer forestillingen med en fantastisk smuk og avanceret scenografi, hvori alle midler og teknikker tages i brug: laserlys og lyskunst, digitale billeder projiceret op på en halvgennemsigtig skærm  hvorpå håndskrevne sætninger fra “operaens” libretto og håndtegninger løbende skrives og tegnes frem, mens tableauer og rekvisitter bliver farvebelyst i røg og damp -- kort sagt alt fra scene-, billed- og installationskunstens gamle og nye tricks og teknologier. Dertil kommer dansernes mærkværdige bevægelser og udklædninger -- ligeledes heterogene og påfaldende i deres forskellighed fra ballet til breakdance.

I løbet og især i sidste del af forestillingen sker der det forunderlige, at den uendelige lydstrøm eller det virtuelle soundspace, som er stærkt ekspressivt, stort og heftigt og med markante udtryksskift, får en hypnotiserende, nærmest søvndyssende effekt. Det er som om den overvældende lydlige “omfavnelse” og oplevelse af en skjult genetisk verden af evige forandringsprocesser lukker så meget op for vores indre forestillinger, at øjnene begynder at lukke af og i for de mange og vanvittigt flotte begivenheder på scenen. Det sædvanligvis logisk-sproglige  og billedlige meningsunivers overdøves af det lydligt virtuelle og imaginære, dvs. at tilskuerne bliver til tilhørere i salen og kun tilskuere til deres egne imaginære aktivitet via lytning til de scenefysiske menneskelige stemmer og de mange andre “stemmer” i det store lydbilledes drama. Trangen til at lukke øjnene og glide helt væk og ind i lyden og musikken bliver næsten ustyrlig.

Sådan ender dramaet (om evolution, evig forandring og arternes oprindelse) næsten hvor det hører hjemme ifølge Richard Wagner: i musikken og i en “evige orkesterstemme”, men eftersom Hotel Pro Forma ligegodt har meget mere visuelt til sin rådighed end Wagner havde, lykkes det her at holde også øjnene åbne for skønheden af billeder, dans og scenografi på scenen -- som  parafraserer og styrker dramaet om ryk, beats, puls, rytmer, forandringer og former over tid og i samtidighed. Men gennem The Knife hørt som et sammenkomponeret soundspace i tid og rum.

I øvrigt begyndte hele forestillingen med lyden -- længe før scenetæppet var gået op.

“Happy New Ears!”

var den amerikanske komponist og performer John Cage´s nytårsønske til os som lyttere: at vi skulle opleve verden  på ny gennem lyd og mellem ørerne! Gennem sin egen kompositoriske og performative praksis ville han frisætte lytteren fra alle kulturens konventionelle forestillinger om, hvad “musik” er og hvad den kan betyde. Det gjorde han bl.a. ved selv at arbejde med al slags lyd som kompositorisk materiale -- også den tilfældige eller “naturlige” lyd der måtte findes og opstå omkring og i os. Alt var gyldigt og værd at lytte til som “stemmer” i det store “verdensorkester”.

Godt lytteår!

Ansa Lønstrup

Velkommen til avlyt.dk

Kære blogbesøgende på avlyt.dk

Dette er en velkomst til vores avlyt blog, som med start den 1. januar i det nye år 2010 vil skydes i gang med en fast strøm af indlæg fra vores forskerprojekt og forskergruppe, Audiovisuel Kultur og (forestillingen om) den gode lyd. Se også de øvrige indlæg om forskningsprojektet og hvem vi er m.m. Det er vores ønske at vi her i bloggen skal igangsætte og udvikle en kvalificeret måde at tale og skrive om lyd på, allerhelst i forbindelse med de mange audiovisuelle kontekster I og vi kender og møder i vores hverdag: i byen, i medier, i hjemmet, under transport og bevægelse til og fra arbejde, i biografen og teatret, til koncerter og festivals, på museer og gallerier, i forretninger, i reklamer – kort sagt alle de audiovisuelle interaktioner vi indgår i og som vi fx kan inddele i flg. fire grupper:

1. Film/tv-fiktion

2. Målrettet audiovisuel kommunikation (reklamer, branding, dokumentar) 

 3. Udstillet audiovisualitet (lyd og kunst) 

4. Mobilt og audiovisuelt (iPod, i-phone, lap tops, Internet)

Sagen er, at vi møder og oplever en utrolig mængde lyd, som har og får vældig stor betydning for vores liv og færden i verden – ofte uden at vi  gør os dette klart og meget ofte uden at vi formår at sætte ord på, hvad lyden og disse lydoplevelser betyder og gør i den audiovisuelle kontekst. Og som i sidste ende derfor forbliver gemt uden for sproget og dermed uden for vores vidensmæssige rækkevidde.

Fra og med 1. januar vil der hver anden uge poppe et nyt indlæg fra os frem på bloggen, og vi glæder os til at se rigtig mange lyttende reaktioner, kommentarer, svar og lydbud fra jer der har lyst til at deltage i dette nye forum for Audiovisuel kultur og (forestillingen om) den gode lyd. 

Kort og godt opfordrer vi:  vær med på en lytter og avlyt!

Vi høres ved til januar og satser på et godt lytår!

Ansa Lønstrup

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink