Film skal ikke høres over Atlanten

Det er så dejligt at flyve med SAS til New York. Man får et sæde, lidt klemt måske, og en lille bakke med mad og et tæppe. Og så er der musik eller film på næsten hele turen mod den store, lysende og larmende metropol – i hvert fald når den høje stemme i kabinehøjtalerne er blevet færdig med at fortælle om, hvad man skal gøre, hvis trykket falder og den slags.

Turen er kun lige begyndt. Men der er som sagt sørget for underholdning i form af en lille skærm, som man kan trykke på. Og, vupti, kommer der en oversigt med film. Også nogle som man ikke har fået set, heldigvis. Høretelefoner får man også. Sådan nogle små nogle, som man stikker ind i øregangen, hvor de sidder faretruende tæt på trommehinden.

Det er her problemerne begynder. For der er faktisk lyd på filmen. Men der er simpelthen mere lyd i kabinen. Ventilationssystemet overdøver ikke kun motorlarmen (der trods alt er begrænset, når man først rammer de højere luftlag) men også filmen, der er absolut ikke-tekstet. Det er dér (om ikke før), at det går op for én, at film er andet og mere end levende billeder. For fanden: man kan ikke engang høre, hvad de siger! Selv ikke hvis man skruer helt op. Filmens personer vader bare rundt på ryglænet af sædet foran og udstøder underlige skrat-skratterat lyde med delvist genkendelige ord her og der, mens de udfører en kun halvt forståelig pantomime. Pludselig sætter noget, der vist nok er filmmusik, meget voldsomt ind i et præcist angreb på min trommehinde, der kun befinder sig få millimeter fra den lille men skræmmende og aggressivt pågående højtalermembran i min øregang.

Lyden findes åbenbart kun i to varianter: enten lav og uforståelig eller høj og smertefuld. Selv i en tid med komprimerede mp3-filer, hvor komfort og mobilitet og social udveksling har nedstemt den gode lyd, virker det bizart at hænge der i femten kilometers højde med minusgrader uden for, mens smerten fra teknologisk misdesignet lyd truer mig på hørelse og forstand.

Jeg opgiver filmen og tømmer i stedet rødvinen, som de flinke flyvemennesker, der hele tiden skifter tøj, har delt ud. Med ventilationssystemets og motorstøjens høje, men trods alt regelmæssige, susen og rumlen i øre og krop sover jeg mig vej til det store æble. Film skal i hvert fald ikke høres over Atlanten.

Birger Langkjær

Lyden af Avatar: 3D-film og surroundlyd som et umage par

Billedets 3 dimensioner

På en måde har filmens levende billeder altid været i 3 dimensioner. Således har film, der ikke benytter sig af 3D-teknologi, alligevel mange træk, der gør, at vores hjerner umiddelbart forstår, at Sigourney Weaver står foran træet og ikke bagved, eller at den ene Na’vi er længere væk end den anden – selv hvis en film som James Camerons Avatar fra 2009 ikke ses i 3D. 3D-teknologien forstærker blot oplevelsen ved at overdrive den dybde, som afstanden mellem vores øjne normalt tilføjer vores syn. Dette gælder ikke mindst ting og personer, der er tæt på betragteren.

Surroundlyden

Ret beset – eller hørt – har også biografens lyd haft dybde, lige siden filmen tilbage i slutningen af 1920erne blev med lyd. For enhver lydoptagelse giver en oplevelse af nærhed eller afstand til det hørte. Med andre ord er lyden født med den dimension, som 3D-teknologien forstærker ved det visuelle. Men hvad så med surroundlyd?

I praksis har den akustiske ramasjang i form af surroundlyd i mindre grad handlet om at give dybde til de ting, som vi hører foran os, end om at strække filmens univers ud i biograftilskuerens fysiske rum og rundt om tilskueren. Det er sket ved at benytte højtalere langs siderne og bagved tilskueren, ligesom subwoofers har fået lyden til at forplante sig som fysisk begivenhed til stolesæderne.

Dybde, nærhed og det usynlige

Mens den visuelle 3D-teknologi giver dybde til mennesker, ting og bevægelser foran os og kan trække ting tættere på, er surroundlyden også omkring os. Det gør, at 3D-teknologi ikke nødvendigvis medfører mere surroundlyd – i hvert fald ikke den fulde pakke med lyd frem og tilbage langs væggene. For med 3D-teknologi sker de visuelle hændelser stadig foran os, om end undertiden tættere på end normalt, hvorfor lyden også ofte befinder sig der. Det er overordnet således, at det først er, når ting bliver usynlige, at de kan fare langs væggene i form af lyd. Det er først, når ting eller levende væsener forlader den 2-dimensionelle skærm eller det 3D-rum, der svæver foran vore tofarvede briller og øjne, at lyden bevæger sig omkring os i biografrummet.

Det spektakulære rum

I praksis signalerer surroundlyd altså ankomster og afgange, bevægelser ind og ud af det synlige rum, ligesom den giver liv til den del af verden, vi ikke ser, men som vi alligevel hele tiden er opmærksomme på. Når Sam Worthingtons avatar bevæger sig gennem Pandoras urskov, giver surroundlyden liv til skoven. En pludselig lyd kan også gengives i fuld surround, i hvert fald lige indtil kameraet drejer eller et billedklip viser os det, der forårsagede lyden. Så snart lydens årsag bliver synlig, tæmmes den af det rum, som den visuelle 3D-boks dikterer. For hvis avataren ses i forstærket 3D foran vores måbende øjne, så nytter det ikke noget, at lyden af den fiser rundt nede bagest af salen. Det ville ikke være spektakulært men snarere forstyrrende for vores oplevelse af filmens rum.

Det umage par

Således er surroundlyd og 3D-teknologi, også i tilfældet Avatar, et umage par, der henter deres styrke ved at komplementere hinanden. Velkommen i den audiovisuelle rutsjebane!

Birger Langkjær

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink