Audio-nostalgi: Forbudte lyde og røde ører

Min kærlighed til fonogram-musik stammer fra to kommodeskuffer fyldt med vinylplader og en hylde-grammofon, som jeg maltrakterede så langt tilbage erindringen evner at bære mig. Pladerne var indkøbt og efterladt af mine noget ældre, ikke længere hjemmeboende søskende og udgjorde et sammensurium af Grethe Sønck, Savage Rose, The Beatles, Importørens juleplader og alt muligt andet 60′er gods, som i min lyttepraksis indgik i helt uproblematiske dialoger – jeg elskede det hele!

Read more »

THE BEATLES 2.1: Om EMIs forvaltning af The Fab Fours lydværk og værklyd

Skal man tale om værk i populærmusikalsk sammenhæng, er fonogrammet utvivlsomt det artefakt, som kommer tættest på at opfylde traditionelle værkkonceptuelle krav. Ifølge den engelske populærmusikforsker David Horn kan pladen anskuet som værkobjekt besidde egen identitet, betragtes som en afsluttet præstation, blive del af en kanon, opnå auratiske kvaliteter og udnyttes som ejendom. Taler vi mere specifikt om rockmusik-traditionen, er det lp’en som pladealbum, der fra midten af 1960′erne opnår værkstatus som del af den kunstneriske seriøsitet, hvormed rockmusikken, også retrospektivt, legitimeres. Centralt i en sådan konciperet rock-kanon står The Beatles’ album-produktion, med særlig vægtning af de såkaldte studie-album fra Revolver (1966) og frem, og med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967) som det indiskutabelt mest omdiskuterede koncept-album.

Read more »

Powered by WordPress | Blogdesign af Christian Brink